Semana Santa forberedes i Antigua

Den smukkeste tid paa aaret i Guatemala er semana santa, paaskeugen, hvor det er tradition at lave 10-20 meter lange blomster-savssmuld-taepper i gaderne, samt opfoere processioner med hundredevis af deltagere, medlemmer af de lokale katolske menigheder, boern saavel som voksne. Semana santa er den tid paa aaret, hvor flest guatemalanere siges at gaa paa gaden - katolikker saavel som ikke-katolikker. Gennem dagene og aftenerne i semana santa vandrer familierne rundt i byens gader og ser paa forberedelserne, hvordan taepperne laves, samt ser paa processioner. Man lever og spiser i gaden under samana santa. Og, det diskuteres livligt, hvilken kirke der lavede den smukkeste procession - kirkerne konkurrerer internt. Ogsaa om natten er der liv i gaderne, saa moedes naboer i gaden for at lave alfombras, taepper af savsmuld i diverse farver, samt blomster og palmeblade.

Igaar var det 2. soendag i "nedtaellingen til paasken" i Guatemala, og det var en lille forsmag paa den kommende semana santa. Der var fiesta og folk i gaderne fra kl. 13, hvor processionen startede, og helt til det var moerkt og den sluttede i kirken udenfor byen. Sammen med mange andre moevede jeg mig ud i de taetpakkede gader, fyldt med ballon-saelgere, slikkepinde-boder, boder med elote, varm majskolbe med mayonaise, salt og chili, og mange andre saelgere. Selv om processionen sluttede sent, saa var der boern overalt, i alle aldre - jeg fik indtryk af, at semana santa trumfer sengetider! Jeg saa processionen én gang ved lys dag og noget senere én gang i loebet af aftenen. Sammen med hundredevis af guatemalanere, lokale saavel som besoegende i anledningen, og turister stod jeg og ventede i godt en time, foer processionen endelig dukkede op rundt om hjoernet. Og hvilket syn! Foerst kom et orkester af blaesere, som spillede soergmodig hornmusik, de efterfulgtes af foerste del af processionen, hvor en Jesus figur blev baaret af henved 80 mand, der gik langsomt i takt til musikken. Paa baaren staar Jesus, baerende paa korset og omgivet af engle. Efter processionen kom kirketjenerne (smaa drenge), baerende paa roegelse, som fyldte gaderne og gjorde hele synet taaget og tilfoejede et hoejst uvirkeligt praeg. Naar processionen passerer, er det skik, at katolikkerne boejer hovedet og goer korsets tegn. Efter procssionen med Jesus kom der en noget mindre - omend ikke mindre smuk, procession, hvor det nu i stedet var kvinder som baerere, omkring 60 kvinder, af Maria-figuren. Ogsaa Maria var smukt udsmykket, og fremtraadte meget droemmeagtig, akkompagneret af endnu et orkester med hornmusik og oceaner af vellugtende roegelse.

De sidste dage i Guatemala, i Antigua, bliver brugt til forberedelse af hjemturen, mine feltobservationer er i hus, og jeg har nu mulighed for at holde lidt ferie, og nyde, at der om dagen er varmt og der er mulighed for at faa lidt sol paa naesen...

Skilte - ogsaa for analfabeter

I Guatemala er en rigtig stor del af befolkningen analfabeter, hvilket resulterer i nogle ret sjove skilte i gaderne. For at forklare analfaberet "hvad en butik indeholder", bruger man nemlig billeder. Der siges at vaere henved 50% analfaberet i Guatemala, primaert iblandt den indianske befolkning.

I udvalg kommer her nogle skilte-billeder, som jeg syntes var lidt specielle; det ene billede forestiller et barn med laebe-ganespalte, lavet i keramik, malet og opsat paa hjoernet af et hus her i Antigua, hvor jeg bor de sidste dage foer min rejse tilbage til Danmark. I huset bor... en paediater.

Et andet skilt, som fascinerede mig meget var billedet af to fortaender - med guldstjerner i. Det billede har jeg efterhaanden set mange steder, dog primaert i landzonerne, hvor der bor mange indianere, og der er det tilsyneladende paa mode, at faa indlagt guld-stjerner, naar man alligevel skal til tandlaegen og have forstaerket fortaenderne med guld. Der faas ogsaa fortaender med dollars-tegn. Meget aktuelt, eftersom ca. en mio. guatemalanere menes at vaere imigreret til U.S.A.

- Jeg er nok noed til at vise billedet til min tandlaege i Aarhus, saaledes at hun kan faa udvidet sit sortiment, denne mulighed fortalte hun nemlig ikke mig om, da jeg for et aars tid siden fik to helt nye keramik-fortaender!

Jordemoder-moede i Casa ACAM

Idag, fredag, havde casa ASAM moede for samtlige jordemoedre, der enten arbejder i huset, eller blot stoetter husets arbejde. Moedet skulle begynde kl. 8, men klokken 8 var der kun dukket en jordemoder op i klinikken, saa... Typisk guatemalansk dukkede folk op henad 9.30-tiden, og de sidste deltagere kom foerst ca. 10.30, hvor vi var fuldtallige, i alt ca. 40 jordemoedre. Naar jeg siger jordemoedre, saa betyder det kvinder i alle aldre, den aeldste i 80erne, den yngste 26 aar. Dagens program var undervisning af en (stakkels) mandlig doktor, hvis mobiltelefon ringede og afbroed hele tiden, og naar det ikke var hans mobil telefon, der ringede, saa var det en af jordemoedrene, der blev kaldt til en hjemmefoedsel eller i et andet aerinde.

Dagens primaere emne: "Hvornaar boer en jordemoder overflytte en patient til hospitalet i Xela", og jeg var dybt imponeret over doktorens taalmodighed, for hver gang en ny jordemoder ankom, hilste hun hoejlydt paa kollegerne, og kindkyssede den halve flok, hvilket fjernede al opmaerksomhed fra den stakkels doktor. Oveni dette skulle alt formidles foerst af ham, paa spansk, derefter oversat til mam, af en jordemoder, hvilket stoerstedelen af jordemoedrene responderede paa. Mit gaet er, at over halvdelen af jordemoedrene hverken kan taelle, skrive, ej heller tale spansk. Det at undervise, saaledes at alle var med, var derfor en enormt stor opgave, hvor doktoren meget listigt brugte billeder af kvinder, som han talte udfra.

Da han havde vaeret igang ca en times tid, vendte jeg mig om og saa til min store forbavselse, at alle jordemoedrene paa bagerste raekke SOV. De sad ret op og ned og sov, skjulte det slet ikke... Bagefter spurgte jeg Antonina, hun sagde, at saadan er det altid til jordemoder-moeder, de er gamle og laver haardt arbejde baade hjemme og i marken, hvorfor en dag i klinikken til undervisning bliver regnet for fritid.

Antallet af sovende jordemoedre voksede stoet i loebet af dagen... Den stakkels doktor fik foerst alle jordemoedrene med, da han lavede en leg, hvor alle jordemoedrene blev inddelt i tre grupper; han startede med at lade jordemoedrene taelle, hver isaer: "en, to, tre, en, to, tre...", men flokken blev totalt forvirret, og det blev ren kaos, da de fleste enten ikke kunne taelle, eller sov. Til sidst tog Antonina haand om det og inddelte flokken, af grinende kvinder i tre grupper. Legen, som naturligvis havde fagligt indhold, fik alle med - selv de aeldste jordemoedre deltog. Gennem legen laerte de om tvillinger, fodpraesentationer og bloedning samt vandafgang.

I pauserne var der larm og ballade, og de morede sig hoejlydt paa mam i alle hjoerner af undervisningslokalet. De fleste jordemoedre kommer for det sociale indhold af denne maanedlige undervisningsdag, fortalte Antonina.

Chichicastenango - en hurtig udflugt

Chichicastenango er en lille bjergby, 4 timers rejse fra hvor jeg bor hos jordemoedrene, og vi havde mulighed for at besoege byen i soendags, deres markedsdag. Ahhh, hvor jeg elsker at opleve farverne paa markedet der. Folk kommer fra alle de smaa indianerlandsbyer, ned fra bjergene, for at saelge deres tipicos. Der er et leben uden lige, naar kvinderne forsoeger at saelge netop deres tomater, fremfor naboens. Aarets nyhed var, at der var kommet en bod, der solgte fastnet-telefoni, og den var vist er ret stort hit - selvom de fleste indianere, inden under dragten, gemmer en mobiltelefon. Det er et ret grotesk syn, naar man sidder i bussen, en telefon ringer, og saa stikker indianerkvinden paa saedet overfor en haand ind under sin huipil, bluse, og henter Nokias sidste nye klap-mobil-telefon!

Markeder her i landet er altid en mulighed for at "shoppe" lidt, ogsaa selvom man som jeg rejser for stoette-kroner, der er saa at sige noget for enhvers oekonomi. Jeg fandt et smukt toerklaede, og en haandfuld haandlavede bolde, haeklede til 5 kr. stykket. Jeg er vist blevet lidt imun overfor alle de smukke tekstiler gennem aarene, og er derfor ydmyg i mine koeb her - modsat andre turister her, hvoraf mange gaar lidt AMOK i de farvestraalende, haandlavede tekstiler, som er ganske billige (timerne taget i betragtning).

Vi, min franske veninde og jeg, havde en haard rejse hjem derfra (Chichi plejer at vaere en rimelig tilgaengelig landsby i bjergene), men eftersom der er bus-problemer i hele Guatemala lige nu, viste det sig at vaere svaerere end som saa at komme dertil. Det synes at vaere problemet (iflg. lokal avis, Prensa Libre) at den mexicanske mafia afpresser buschauffoererne, og i sidste uge blev hele 12 chauffoerer skudt i gaderne i Guatemala city, "kun" 1 i Quetzaltenango. Resultat: Busturen tog det dobbelte af tid, og de fordoblede prisen paa rejsen i dagens anledning, samt fyldte saa mange mennesker, dyr og ting ind i en bus, som jeg aldrig i mit liv troede muligt. Jeg, der ellers ikke er soenderligt religioes, maatte bede en boen, mens jeg tilbragte det meste af tiden med lukkede oejne i bare angst... Havde jeg vaeret typen, der tisser i bukserne, saa havde mine medpassagerer vaeret drivvaade! Foerst ned af bjerget fra Chichicastenango, hvor to camionetas koerte om kap. I starten syntes det komisk og meget machista at de to skulle koere om kap, samt typisk for guatemalanske camionetas. Derefter steg en mand paa bussen, som satte sig ved siden af mig og begyndte at slaa korsets tegn for sit bryst, ja, saa gik alvoren i dette vanvittige race op for mig! Resten af turen tilbragte jeg med at klamre mig til saedet foran mig, og tage haetten paa min jakke helt ned over hovedet, saa jeg i det mindste ikke kunne se ned af bjergsiden, og siden aabnede jeg kun oejenene med mellemrum, naar jeg hoerte chauffoerens assistent raabe "dele dele deleeeee!", hvilket oversat til dansk maa betyde saadan cirka "gik den gas, giv den gas, giv den gas!", hvilket han raabte, enten naar vi naermede en camioneta, som han var lige ved at overhale, eller naar en af de andre camionetas var ved at hale ind paa os.

Da assistenten senere kom rundt for at tage imod vores 4 quetzales i betaling, raabte jeg, til ham (for at overdoeve musikken og stoejen fra motoren) at jeg ville betale ham, hvor vi ankom vivos, levende, han aensede det ikke, men tog imod mine penge uden en mine. Racet fortsatte resten af turen, gennem byer med legende boern, og op af bjergsiden igen, og turen som tidligere paa dagen havde taget omkring en time, tog nu en 25 minutter!

Fra min tid her i landet husker jeg, at man ofte laeser om trafikulykker i aviserne, og naar nogen doer er det sjaellendt alene, men snarere i selskab med de andre passagerer i bussen.

Udflugt til varme kilder Las Georginas

I tirsdags havde jeg mulighed for at goere en parisisk kvinde, som bor i jordemoderhuset selskab, hun har svaer gigt og jordemoedrene mente, at hun havde godt af at besoege de lokale varme kilder, las Georginas, hvorfor vi (igen) begav os ud paa en rejse i chicken bus, til en lille landsby, hvorfra der ikke engang gaar busser, saa vi maatte finde et lift med en lokal familie (som selvfoelgelig tog sig vel betalt, hele 25 kr hvilket er ganske meget her), som tog os med bag i bilen op af vulkanen, med vind i haaret...

Da vi kom frem havde vi nogle skoenne timer i de varme kilder, i aldeles primitive forhold (havde vi haft dem i Danmark, saa havde der helt sikkert vaeret et stort luksus hotel). Naar man gik ned i det varme vand, der er opvarmet af vulkanen, kunne man ligge og kigge op i traerne og stege i vandet, der er 45 grader varmt. Efter nogle timer der, var vi igen klar til det kolde klima i bjergene, hvor klinikken ligger - jeg sover med 7 taepper om natten, for at holde mig varm...

Casa ASAM og jordemoedrene, fortsat

En stor del af arbejdet i klinikken, gaar med at fyre op i konfuret (det er trae-opvarmet), og tilberede mad til jordemoedrene selv, fordi alt laves fra bunden: Majs laegges i bloed, de bringer per fod til moellen i byen, males, og baeres tilbage til huset, hvor de enten tilberedes som tamales (billedet) eller tortillas, hvilket spises morgen, middag og aften. Naeringsrigt og sundt, og jeg elsker duften af de varme majsbroed, tortillas, og har slet ikke noget imod den ensidige guatemalanske bondekost. Den suppleres af chili-salsa, hjemmelavet og staerk (jeg graeder hver dag, flere gange og elsker det), lavet for det meste af chili verde, de smaa groenne. Dertil drikkes cafe eller atol, majsdrik, varm og tyktflydende.

Billedet til hoejre: Husets lokale alter, ses om bruges naar der laves maya-seremonier, hvilket traditionelt er naar jordemoedrene samles for at traeffe beslutninger vedr. klinikken, eller blot afholde deres maanedlige moede. Maya-seremonierne praktiseres sideloebende med at man beder bordboen, og takker Gud, naar et sundt barn bliver foedt.

Nu har jeg snart vaeret "fast bestanddel" af klinikken Casa ASAM i over en uge, og er efterhaanden ved at kende husets rytme, samt de fleste af de aktive jordemoedre. Naar jeg skriver "aktive jordemoedre", saa betyder det, at en hel del af jordemoedrene, som staar bag klinikken, faktisk ikke bidrager aktivt, men blot deltager, naar man paa demokratisk vis holder moede og skal tage beslutninger, der vedroerer stedet. Som det sikkert ses af billederne her, saa er en hel del af jordemoedrene aeldre, og deltager ikke naer saa aktivt i foedsler samt konsultationer, men fungerer faktisk mere som SOSU-assistenter for de yngre jordemoedre - en guatemalansk maya-indiansk form for pleje af det aeldre personale i klinikken, hvilket alle virker meget tilfredse med, aeldre som yngre. Det synes at vaere holdningen, at hver isaer bidrager med det, som vedkommende har mulighed for, hvilket gaelder paa baade det praktiske plan, saavel som paa det oekonomiske plan.

For eksempel arbejdede jeg sammen med kvinden paa billedet ovenfor, og hun taler stort set kun mam, den lokale dialekt her i klinikken, saavel som i lokalomraadet af Guatemala. Kvinden arbejder ikke meget i klinikken, med kvinderne, men deltager i stedet i madlavning, tilberedning af urtedrikke/-theer, rengoering og fungerer som et socialt element i klinikken, idet hun pga. sin alder kender "gud og hver mand". Da jeg blev bedt om at passe klinikken alene med hende i nogle timer i mandags gik det for alvor op for mig, hvor lidt jordemoderfagligt (iflg. dansk tradition) arbejde, hun deltager i. Hun vidste simpelthen ingenting, og jeg maatte selv klare det, som jeg ikke forstod... Naar jeg spurgte hende om noget, saa smilede hun stort, og svarede helt tilfaeldigt, og kunne ikke svare paa nogle af mine spoergsmaal, selv ikke praktiske spoergsmaal som "hvor er gelen til doptonen?". Sikkert delvist pga. sprogbarrieren: Spansk-mam. Men helt sikkert ogsaa rent fagligt. Eftermiddagen gik fint, paa trods - redet af en enkelt opringning til en af de andre jordemoedre, og vi fik tjent en masse penge til klinikken, fordi jeg sagde til hende, at jeg ikke ville staa for at opkraeve penge fra kvinderne, saa det maatte hun altsaa staa for. Resultat: Priserne steg drastisk i loebet af vores timer sammen i klinikken, og priserne, syntes mig yderst tilfaeldige... Men, naar man ikke en gang kan skrive sit eget navn, saa er det et stort ansvar at skulle staa for oekonomien, selvom det kun er nogle timer!!! (Og, hvis nogle af jer taenker, at mediekonsulentens salgsevner kom op i mig, og den oekonomiske sans, saa maa jeg klart udmelde at nej, hun stod, som det eneste, for oekonomien den formiddag, jeg "vasker mine haender"...). Men, som foerst fortalt, saa har denne aeldre jordemoder alligevel en plads i klinikken, og i kredsen af jordemoedre, og det synes uendelig tolerant og sympatisk, at det er saadan. Fordi hun er aeldre tolereres det, at hun ofte falder i soevn i koekkenet (jeg fandt hende to gange igaar, sovende i koekkenet, henover komfurets kant..).

En anden jordemoder, Antonina, leder af den lokale organisation af jordemoedre mam-regionen, holder jeg meget af at arbejde sammen med. Hun er yderst vidende og praktiserer paa klogeste vis, samt interesserer sig for at laere af mig og min maade (=den danske maade). Hun har desuden deltaget i mange internbationale jordemoder-kongresser, saa sammen med hende er der, rent fagligt, "lidt hoejere til loftet" og mulighed for spaendende samtaler om jordemoderfaget. Antonina er "hjernen" bag organisationen Casa ASAM og staar stolt ved maya-traditionerne i jordemoderfaget, saa som temascal, sauna-dampbad, som praktiseres i graviditeten, saavel som barn opg moder ogsaa skal i temascal efter foedsel, hvor begge rengoeres med "sort saebe" der siges at vaere yderst ren. Andre traditioner er, at kvinden hele tiden, foer, under og efter foedsel er omgivet af familie og flere jordemoedre, og saaledes er "omgivet af kaerlighed", som hun siger. En anden yderst vigtig tradition for Antonina, at man som comadrona, jordemoder, foerst forsoeger behandling af kvinden med urte-drikke eller urte-paalaeggelse, derefter gaar videre til kemisk fremstillet medicin.

Blot som en sidebemaerkning: I kan sikkert forestille jer, at der dufter skoent og nogle gange yderst underligt i jordemoderklinikken, i en stor blanding af tortillas, der bager paa konfuret, braende og roeg, samt urter der enten toerres eller koges til the...

Centro Casa ASAM, fortsat

En lille notits her, for at fortaelle lidt kort om, hvad jeg oplever her. Scenen er: Jeg har faaet tilladelse af "jordemoder-raadet" til at bo her (de har et lille kammer paa 1. sal, hvor jeg har faaet en seng, nogle taepper, en vask og et toilet, hvilket er fine forhold her), saaledes at jeg parktisk talt bor i klinikken (helt som i gamle dage i Danmark). Landsbyen jeg bor i Concepcion Chiqui, kaldet, er ret lille, de lokale lever af at dyrke jorden, og folk lever ydmygt, i smaa jordhuse, omgivet af majsmarker. Maaltiderne her er meget typiske, og alle gaar klaedt i traditionelle dragter, her i landsbyen er det ogsaa tradition, at kvinden binder sit haar op paa hovedet i en feltning, med et farvestaalende baand om.

Jordemoedrene har 24 tiers vagter her i huset (kun jeg er her hele tiden), og en beskrivelse af igaar vil sikkert beskrive arbejder her rimelig godt: Formiddagen gik med at telefonen ringede, konsultationer (folk kommer bare, naar de kan faa transporten til at passe), den ene af jordemoedrene var paa et hjemmebesoeg, hvor hun havde et urteafkog med til kvinden, den anden forberedte urter i det lille koekken, som er husets samlingspunkt, for at kunne give en drik til en ung kvinde i begyndende foedsel, som ventede med hele sin familie i receptionen. Der var masser af boern med kvinden, hendes egne, og soesterens, saa der var en livlig larm hele formiddagen. Hele huset duftede at urte-afkoget, blandet med kaffe-the af kanel (godt for fordoejelsen, ifoelge de lokale jordemoedre).

Kl. 11 kom en lastbil koerende ind til klinikken, paa ladet laa en ung indianske kvinde, taarene havde stribet hendes kinder, og hun var bange. Vi fik hende ind paa en foedestue, hun havde haft veer siden kl. 2-4 (?) om morgenen, og havde presset laenge, foer den lokale jordemoder (her er mange moedre jordemoedre for deres boern, enhver kan kalde sig comadrona) besluttede at overflytte pigen til klinikken. Pigen, 1 gangsfoedende, var kun 14 aar gammel, l1.50 cm hoej, og havde en lille mave, med veer ca. 1,5 min, interval 2-3 min. Hun var angst for mig, tilsyneladende den foerste gringa hun havde moedt saadan taet paa, saa jeg stod bare i baggrunden, observerede. Jordemoderen undersoegte kun hendes mave udefra, ingen vag. expl. og hentede en urtedrik. Jeg fik lov at lytte hjertelyd, da jeg selv bad om det... (Kunne ikke lade vaere). Lidt efter kom centerets anden jordemoder fra hjemmebesoeg, og hun blev og gjorde vag. expl. og pigen var udslettet. Vandafgang: Moerkegroent vand. Pigen pressede i ca. 10 min. og foedte saa en lille dreng, som jeg tog mig af, sugede i naese og svaelg, samt sugede dybt (der var ingen laege til stede, og jordemoderen ville hae ham suget dybt). Han havde det fint, men viste sig kun at veje lidt over 2 kg, jeg pakkede ham godt ind (der er saa koldt paa alle foedestuerne her, ingen elektrisk varme i husene), og lagde ham hos moderen. Placenta kom efter 15 min., og var lille og fin (FOOF og 3 kar i navlesnoren). Ringe bloedning, intet at sy.

Herefter fik pigen en urtedrik, for at faa energi og saa tog jordemoderen barnet fra hende, og tog fat i mig, vi skulle bede en boen for barnet. Har bruger de fadervor, ifolge den katolske tro. Derefter... kunne moderen amme den lille dreng, omgivet af bedstemor, tanker, som gav ammehjaelp. Efter nogle timer i klinikken, blev hun sendt hjem, efter eget oenske

Dagene er intensive her, naar jeg bor her, og allerede igaar skete det, at jordemoderen kom og hentede mig, da jeg lille tog en lille time paa oejet... Ned i klinikken, hvor hunb havde et spoergsmaal til en urinproeve. (Jo, jeg er steget lidt i graderne med min 3 aar lange uddannelse og erfaring fra Glostrup Hospital, hvilket er meget sammenlignet med deres korte kurser her i Guatemala).