Semana Santa forberedes i Antigua

Den smukkeste tid paa aaret i Guatemala er semana santa, paaskeugen, hvor det er tradition at lave 10-20 meter lange blomster-savssmuld-taepper i gaderne, samt opfoere processioner med hundredevis af deltagere, medlemmer af de lokale katolske menigheder, boern saavel som voksne. Semana santa er den tid paa aaret, hvor flest guatemalanere siges at gaa paa gaden - katolikker saavel som ikke-katolikker. Gennem dagene og aftenerne i semana santa vandrer familierne rundt i byens gader og ser paa forberedelserne, hvordan taepperne laves, samt ser paa processioner. Man lever og spiser i gaden under samana santa. Og, det diskuteres livligt, hvilken kirke der lavede den smukkeste procession - kirkerne konkurrerer internt. Ogsaa om natten er der liv i gaderne, saa moedes naboer i gaden for at lave alfombras, taepper af savsmuld i diverse farver, samt blomster og palmeblade.

Igaar var det 2. soendag i "nedtaellingen til paasken" i Guatemala, og det var en lille forsmag paa den kommende semana santa. Der var fiesta og folk i gaderne fra kl. 13, hvor processionen startede, og helt til det var moerkt og den sluttede i kirken udenfor byen. Sammen med mange andre moevede jeg mig ud i de taetpakkede gader, fyldt med ballon-saelgere, slikkepinde-boder, boder med elote, varm majskolbe med mayonaise, salt og chili, og mange andre saelgere. Selv om processionen sluttede sent, saa var der boern overalt, i alle aldre - jeg fik indtryk af, at semana santa trumfer sengetider! Jeg saa processionen én gang ved lys dag og noget senere én gang i loebet af aftenen. Sammen med hundredevis af guatemalanere, lokale saavel som besoegende i anledningen, og turister stod jeg og ventede i godt en time, foer processionen endelig dukkede op rundt om hjoernet. Og hvilket syn! Foerst kom et orkester af blaesere, som spillede soergmodig hornmusik, de efterfulgtes af foerste del af processionen, hvor en Jesus figur blev baaret af henved 80 mand, der gik langsomt i takt til musikken. Paa baaren staar Jesus, baerende paa korset og omgivet af engle. Efter processionen kom kirketjenerne (smaa drenge), baerende paa roegelse, som fyldte gaderne og gjorde hele synet taaget og tilfoejede et hoejst uvirkeligt praeg. Naar processionen passerer, er det skik, at katolikkerne boejer hovedet og goer korsets tegn. Efter procssionen med Jesus kom der en noget mindre - omend ikke mindre smuk, procession, hvor det nu i stedet var kvinder som baerere, omkring 60 kvinder, af Maria-figuren. Ogsaa Maria var smukt udsmykket, og fremtraadte meget droemmeagtig, akkompagneret af endnu et orkester med hornmusik og oceaner af vellugtende roegelse.

De sidste dage i Guatemala, i Antigua, bliver brugt til forberedelse af hjemturen, mine feltobservationer er i hus, og jeg har nu mulighed for at holde lidt ferie, og nyde, at der om dagen er varmt og der er mulighed for at faa lidt sol paa naesen...

Skilte - ogsaa for analfabeter

I Guatemala er en rigtig stor del af befolkningen analfabeter, hvilket resulterer i nogle ret sjove skilte i gaderne. For at forklare analfaberet "hvad en butik indeholder", bruger man nemlig billeder. Der siges at vaere henved 50% analfaberet i Guatemala, primaert iblandt den indianske befolkning.

I udvalg kommer her nogle skilte-billeder, som jeg syntes var lidt specielle; det ene billede forestiller et barn med laebe-ganespalte, lavet i keramik, malet og opsat paa hjoernet af et hus her i Antigua, hvor jeg bor de sidste dage foer min rejse tilbage til Danmark. I huset bor... en paediater.

Et andet skilt, som fascinerede mig meget var billedet af to fortaender - med guldstjerner i. Det billede har jeg efterhaanden set mange steder, dog primaert i landzonerne, hvor der bor mange indianere, og der er det tilsyneladende paa mode, at faa indlagt guld-stjerner, naar man alligevel skal til tandlaegen og have forstaerket fortaenderne med guld. Der faas ogsaa fortaender med dollars-tegn. Meget aktuelt, eftersom ca. en mio. guatemalanere menes at vaere imigreret til U.S.A.

- Jeg er nok noed til at vise billedet til min tandlaege i Aarhus, saaledes at hun kan faa udvidet sit sortiment, denne mulighed fortalte hun nemlig ikke mig om, da jeg for et aars tid siden fik to helt nye keramik-fortaender!

Jordemoder-moede i Casa ACAM

Idag, fredag, havde casa ASAM moede for samtlige jordemoedre, der enten arbejder i huset, eller blot stoetter husets arbejde. Moedet skulle begynde kl. 8, men klokken 8 var der kun dukket en jordemoder op i klinikken, saa... Typisk guatemalansk dukkede folk op henad 9.30-tiden, og de sidste deltagere kom foerst ca. 10.30, hvor vi var fuldtallige, i alt ca. 40 jordemoedre. Naar jeg siger jordemoedre, saa betyder det kvinder i alle aldre, den aeldste i 80erne, den yngste 26 aar. Dagens program var undervisning af en (stakkels) mandlig doktor, hvis mobiltelefon ringede og afbroed hele tiden, og naar det ikke var hans mobil telefon, der ringede, saa var det en af jordemoedrene, der blev kaldt til en hjemmefoedsel eller i et andet aerinde.

Dagens primaere emne: "Hvornaar boer en jordemoder overflytte en patient til hospitalet i Xela", og jeg var dybt imponeret over doktorens taalmodighed, for hver gang en ny jordemoder ankom, hilste hun hoejlydt paa kollegerne, og kindkyssede den halve flok, hvilket fjernede al opmaerksomhed fra den stakkels doktor. Oveni dette skulle alt formidles foerst af ham, paa spansk, derefter oversat til mam, af en jordemoder, hvilket stoerstedelen af jordemoedrene responderede paa. Mit gaet er, at over halvdelen af jordemoedrene hverken kan taelle, skrive, ej heller tale spansk. Det at undervise, saaledes at alle var med, var derfor en enormt stor opgave, hvor doktoren meget listigt brugte billeder af kvinder, som han talte udfra.

Da han havde vaeret igang ca en times tid, vendte jeg mig om og saa til min store forbavselse, at alle jordemoedrene paa bagerste raekke SOV. De sad ret op og ned og sov, skjulte det slet ikke... Bagefter spurgte jeg Antonina, hun sagde, at saadan er det altid til jordemoder-moeder, de er gamle og laver haardt arbejde baade hjemme og i marken, hvorfor en dag i klinikken til undervisning bliver regnet for fritid.

Antallet af sovende jordemoedre voksede stoet i loebet af dagen... Den stakkels doktor fik foerst alle jordemoedrene med, da han lavede en leg, hvor alle jordemoedrene blev inddelt i tre grupper; han startede med at lade jordemoedrene taelle, hver isaer: "en, to, tre, en, to, tre...", men flokken blev totalt forvirret, og det blev ren kaos, da de fleste enten ikke kunne taelle, eller sov. Til sidst tog Antonina haand om det og inddelte flokken, af grinende kvinder i tre grupper. Legen, som naturligvis havde fagligt indhold, fik alle med - selv de aeldste jordemoedre deltog. Gennem legen laerte de om tvillinger, fodpraesentationer og bloedning samt vandafgang.

I pauserne var der larm og ballade, og de morede sig hoejlydt paa mam i alle hjoerner af undervisningslokalet. De fleste jordemoedre kommer for det sociale indhold af denne maanedlige undervisningsdag, fortalte Antonina.

Chichicastenango - en hurtig udflugt

Chichicastenango er en lille bjergby, 4 timers rejse fra hvor jeg bor hos jordemoedrene, og vi havde mulighed for at besoege byen i soendags, deres markedsdag. Ahhh, hvor jeg elsker at opleve farverne paa markedet der. Folk kommer fra alle de smaa indianerlandsbyer, ned fra bjergene, for at saelge deres tipicos. Der er et leben uden lige, naar kvinderne forsoeger at saelge netop deres tomater, fremfor naboens. Aarets nyhed var, at der var kommet en bod, der solgte fastnet-telefoni, og den var vist er ret stort hit - selvom de fleste indianere, inden under dragten, gemmer en mobiltelefon. Det er et ret grotesk syn, naar man sidder i bussen, en telefon ringer, og saa stikker indianerkvinden paa saedet overfor en haand ind under sin huipil, bluse, og henter Nokias sidste nye klap-mobil-telefon!

Markeder her i landet er altid en mulighed for at "shoppe" lidt, ogsaa selvom man som jeg rejser for stoette-kroner, der er saa at sige noget for enhvers oekonomi. Jeg fandt et smukt toerklaede, og en haandfuld haandlavede bolde, haeklede til 5 kr. stykket. Jeg er vist blevet lidt imun overfor alle de smukke tekstiler gennem aarene, og er derfor ydmyg i mine koeb her - modsat andre turister her, hvoraf mange gaar lidt AMOK i de farvestraalende, haandlavede tekstiler, som er ganske billige (timerne taget i betragtning).

Vi, min franske veninde og jeg, havde en haard rejse hjem derfra (Chichi plejer at vaere en rimelig tilgaengelig landsby i bjergene), men eftersom der er bus-problemer i hele Guatemala lige nu, viste det sig at vaere svaerere end som saa at komme dertil. Det synes at vaere problemet (iflg. lokal avis, Prensa Libre) at den mexicanske mafia afpresser buschauffoererne, og i sidste uge blev hele 12 chauffoerer skudt i gaderne i Guatemala city, "kun" 1 i Quetzaltenango. Resultat: Busturen tog det dobbelte af tid, og de fordoblede prisen paa rejsen i dagens anledning, samt fyldte saa mange mennesker, dyr og ting ind i en bus, som jeg aldrig i mit liv troede muligt. Jeg, der ellers ikke er soenderligt religioes, maatte bede en boen, mens jeg tilbragte det meste af tiden med lukkede oejne i bare angst... Havde jeg vaeret typen, der tisser i bukserne, saa havde mine medpassagerer vaeret drivvaade! Foerst ned af bjerget fra Chichicastenango, hvor to camionetas koerte om kap. I starten syntes det komisk og meget machista at de to skulle koere om kap, samt typisk for guatemalanske camionetas. Derefter steg en mand paa bussen, som satte sig ved siden af mig og begyndte at slaa korsets tegn for sit bryst, ja, saa gik alvoren i dette vanvittige race op for mig! Resten af turen tilbragte jeg med at klamre mig til saedet foran mig, og tage haetten paa min jakke helt ned over hovedet, saa jeg i det mindste ikke kunne se ned af bjergsiden, og siden aabnede jeg kun oejenene med mellemrum, naar jeg hoerte chauffoerens assistent raabe "dele dele deleeeee!", hvilket oversat til dansk maa betyde saadan cirka "gik den gas, giv den gas, giv den gas!", hvilket han raabte, enten naar vi naermede en camioneta, som han var lige ved at overhale, eller naar en af de andre camionetas var ved at hale ind paa os.

Da assistenten senere kom rundt for at tage imod vores 4 quetzales i betaling, raabte jeg, til ham (for at overdoeve musikken og stoejen fra motoren) at jeg ville betale ham, hvor vi ankom vivos, levende, han aensede det ikke, men tog imod mine penge uden en mine. Racet fortsatte resten af turen, gennem byer med legende boern, og op af bjergsiden igen, og turen som tidligere paa dagen havde taget omkring en time, tog nu en 25 minutter!

Fra min tid her i landet husker jeg, at man ofte laeser om trafikulykker i aviserne, og naar nogen doer er det sjaellendt alene, men snarere i selskab med de andre passagerer i bussen.

Udflugt til varme kilder Las Georginas

I tirsdags havde jeg mulighed for at goere en parisisk kvinde, som bor i jordemoderhuset selskab, hun har svaer gigt og jordemoedrene mente, at hun havde godt af at besoege de lokale varme kilder, las Georginas, hvorfor vi (igen) begav os ud paa en rejse i chicken bus, til en lille landsby, hvorfra der ikke engang gaar busser, saa vi maatte finde et lift med en lokal familie (som selvfoelgelig tog sig vel betalt, hele 25 kr hvilket er ganske meget her), som tog os med bag i bilen op af vulkanen, med vind i haaret...

Da vi kom frem havde vi nogle skoenne timer i de varme kilder, i aldeles primitive forhold (havde vi haft dem i Danmark, saa havde der helt sikkert vaeret et stort luksus hotel). Naar man gik ned i det varme vand, der er opvarmet af vulkanen, kunne man ligge og kigge op i traerne og stege i vandet, der er 45 grader varmt. Efter nogle timer der, var vi igen klar til det kolde klima i bjergene, hvor klinikken ligger - jeg sover med 7 taepper om natten, for at holde mig varm...

Casa ASAM og jordemoedrene, fortsat

En stor del af arbejdet i klinikken, gaar med at fyre op i konfuret (det er trae-opvarmet), og tilberede mad til jordemoedrene selv, fordi alt laves fra bunden: Majs laegges i bloed, de bringer per fod til moellen i byen, males, og baeres tilbage til huset, hvor de enten tilberedes som tamales (billedet) eller tortillas, hvilket spises morgen, middag og aften. Naeringsrigt og sundt, og jeg elsker duften af de varme majsbroed, tortillas, og har slet ikke noget imod den ensidige guatemalanske bondekost. Den suppleres af chili-salsa, hjemmelavet og staerk (jeg graeder hver dag, flere gange og elsker det), lavet for det meste af chili verde, de smaa groenne. Dertil drikkes cafe eller atol, majsdrik, varm og tyktflydende.

Billedet til hoejre: Husets lokale alter, ses om bruges naar der laves maya-seremonier, hvilket traditionelt er naar jordemoedrene samles for at traeffe beslutninger vedr. klinikken, eller blot afholde deres maanedlige moede. Maya-seremonierne praktiseres sideloebende med at man beder bordboen, og takker Gud, naar et sundt barn bliver foedt.

Nu har jeg snart vaeret "fast bestanddel" af klinikken Casa ASAM i over en uge, og er efterhaanden ved at kende husets rytme, samt de fleste af de aktive jordemoedre. Naar jeg skriver "aktive jordemoedre", saa betyder det, at en hel del af jordemoedrene, som staar bag klinikken, faktisk ikke bidrager aktivt, men blot deltager, naar man paa demokratisk vis holder moede og skal tage beslutninger, der vedroerer stedet. Som det sikkert ses af billederne her, saa er en hel del af jordemoedrene aeldre, og deltager ikke naer saa aktivt i foedsler samt konsultationer, men fungerer faktisk mere som SOSU-assistenter for de yngre jordemoedre - en guatemalansk maya-indiansk form for pleje af det aeldre personale i klinikken, hvilket alle virker meget tilfredse med, aeldre som yngre. Det synes at vaere holdningen, at hver isaer bidrager med det, som vedkommende har mulighed for, hvilket gaelder paa baade det praktiske plan, saavel som paa det oekonomiske plan.

For eksempel arbejdede jeg sammen med kvinden paa billedet ovenfor, og hun taler stort set kun mam, den lokale dialekt her i klinikken, saavel som i lokalomraadet af Guatemala. Kvinden arbejder ikke meget i klinikken, med kvinderne, men deltager i stedet i madlavning, tilberedning af urtedrikke/-theer, rengoering og fungerer som et socialt element i klinikken, idet hun pga. sin alder kender "gud og hver mand". Da jeg blev bedt om at passe klinikken alene med hende i nogle timer i mandags gik det for alvor op for mig, hvor lidt jordemoderfagligt (iflg. dansk tradition) arbejde, hun deltager i. Hun vidste simpelthen ingenting, og jeg maatte selv klare det, som jeg ikke forstod... Naar jeg spurgte hende om noget, saa smilede hun stort, og svarede helt tilfaeldigt, og kunne ikke svare paa nogle af mine spoergsmaal, selv ikke praktiske spoergsmaal som "hvor er gelen til doptonen?". Sikkert delvist pga. sprogbarrieren: Spansk-mam. Men helt sikkert ogsaa rent fagligt. Eftermiddagen gik fint, paa trods - redet af en enkelt opringning til en af de andre jordemoedre, og vi fik tjent en masse penge til klinikken, fordi jeg sagde til hende, at jeg ikke ville staa for at opkraeve penge fra kvinderne, saa det maatte hun altsaa staa for. Resultat: Priserne steg drastisk i loebet af vores timer sammen i klinikken, og priserne, syntes mig yderst tilfaeldige... Men, naar man ikke en gang kan skrive sit eget navn, saa er det et stort ansvar at skulle staa for oekonomien, selvom det kun er nogle timer!!! (Og, hvis nogle af jer taenker, at mediekonsulentens salgsevner kom op i mig, og den oekonomiske sans, saa maa jeg klart udmelde at nej, hun stod, som det eneste, for oekonomien den formiddag, jeg "vasker mine haender"...). Men, som foerst fortalt, saa har denne aeldre jordemoder alligevel en plads i klinikken, og i kredsen af jordemoedre, og det synes uendelig tolerant og sympatisk, at det er saadan. Fordi hun er aeldre tolereres det, at hun ofte falder i soevn i koekkenet (jeg fandt hende to gange igaar, sovende i koekkenet, henover komfurets kant..).

En anden jordemoder, Antonina, leder af den lokale organisation af jordemoedre mam-regionen, holder jeg meget af at arbejde sammen med. Hun er yderst vidende og praktiserer paa klogeste vis, samt interesserer sig for at laere af mig og min maade (=den danske maade). Hun har desuden deltaget i mange internbationale jordemoder-kongresser, saa sammen med hende er der, rent fagligt, "lidt hoejere til loftet" og mulighed for spaendende samtaler om jordemoderfaget. Antonina er "hjernen" bag organisationen Casa ASAM og staar stolt ved maya-traditionerne i jordemoderfaget, saa som temascal, sauna-dampbad, som praktiseres i graviditeten, saavel som barn opg moder ogsaa skal i temascal efter foedsel, hvor begge rengoeres med "sort saebe" der siges at vaere yderst ren. Andre traditioner er, at kvinden hele tiden, foer, under og efter foedsel er omgivet af familie og flere jordemoedre, og saaledes er "omgivet af kaerlighed", som hun siger. En anden yderst vigtig tradition for Antonina, at man som comadrona, jordemoder, foerst forsoeger behandling af kvinden med urte-drikke eller urte-paalaeggelse, derefter gaar videre til kemisk fremstillet medicin.

Blot som en sidebemaerkning: I kan sikkert forestille jer, at der dufter skoent og nogle gange yderst underligt i jordemoderklinikken, i en stor blanding af tortillas, der bager paa konfuret, braende og roeg, samt urter der enten toerres eller koges til the...

Centro Casa ASAM, fortsat

En lille notits her, for at fortaelle lidt kort om, hvad jeg oplever her. Scenen er: Jeg har faaet tilladelse af "jordemoder-raadet" til at bo her (de har et lille kammer paa 1. sal, hvor jeg har faaet en seng, nogle taepper, en vask og et toilet, hvilket er fine forhold her), saaledes at jeg parktisk talt bor i klinikken (helt som i gamle dage i Danmark). Landsbyen jeg bor i Concepcion Chiqui, kaldet, er ret lille, de lokale lever af at dyrke jorden, og folk lever ydmygt, i smaa jordhuse, omgivet af majsmarker. Maaltiderne her er meget typiske, og alle gaar klaedt i traditionelle dragter, her i landsbyen er det ogsaa tradition, at kvinden binder sit haar op paa hovedet i en feltning, med et farvestaalende baand om.

Jordemoedrene har 24 tiers vagter her i huset (kun jeg er her hele tiden), og en beskrivelse af igaar vil sikkert beskrive arbejder her rimelig godt: Formiddagen gik med at telefonen ringede, konsultationer (folk kommer bare, naar de kan faa transporten til at passe), den ene af jordemoedrene var paa et hjemmebesoeg, hvor hun havde et urteafkog med til kvinden, den anden forberedte urter i det lille koekken, som er husets samlingspunkt, for at kunne give en drik til en ung kvinde i begyndende foedsel, som ventede med hele sin familie i receptionen. Der var masser af boern med kvinden, hendes egne, og soesterens, saa der var en livlig larm hele formiddagen. Hele huset duftede at urte-afkoget, blandet med kaffe-the af kanel (godt for fordoejelsen, ifoelge de lokale jordemoedre).

Kl. 11 kom en lastbil koerende ind til klinikken, paa ladet laa en ung indianske kvinde, taarene havde stribet hendes kinder, og hun var bange. Vi fik hende ind paa en foedestue, hun havde haft veer siden kl. 2-4 (?) om morgenen, og havde presset laenge, foer den lokale jordemoder (her er mange moedre jordemoedre for deres boern, enhver kan kalde sig comadrona) besluttede at overflytte pigen til klinikken. Pigen, 1 gangsfoedende, var kun 14 aar gammel, l1.50 cm hoej, og havde en lille mave, med veer ca. 1,5 min, interval 2-3 min. Hun var angst for mig, tilsyneladende den foerste gringa hun havde moedt saadan taet paa, saa jeg stod bare i baggrunden, observerede. Jordemoderen undersoegte kun hendes mave udefra, ingen vag. expl. og hentede en urtedrik. Jeg fik lov at lytte hjertelyd, da jeg selv bad om det... (Kunne ikke lade vaere). Lidt efter kom centerets anden jordemoder fra hjemmebesoeg, og hun blev og gjorde vag. expl. og pigen var udslettet. Vandafgang: Moerkegroent vand. Pigen pressede i ca. 10 min. og foedte saa en lille dreng, som jeg tog mig af, sugede i naese og svaelg, samt sugede dybt (der var ingen laege til stede, og jordemoderen ville hae ham suget dybt). Han havde det fint, men viste sig kun at veje lidt over 2 kg, jeg pakkede ham godt ind (der er saa koldt paa alle foedestuerne her, ingen elektrisk varme i husene), og lagde ham hos moderen. Placenta kom efter 15 min., og var lille og fin (FOOF og 3 kar i navlesnoren). Ringe bloedning, intet at sy.

Herefter fik pigen en urtedrik, for at faa energi og saa tog jordemoderen barnet fra hende, og tog fat i mig, vi skulle bede en boen for barnet. Har bruger de fadervor, ifolge den katolske tro. Derefter... kunne moderen amme den lille dreng, omgivet af bedstemor, tanker, som gav ammehjaelp. Efter nogle timer i klinikken, blev hun sendt hjem, efter eget oenske

Dagene er intensive her, naar jeg bor her, og allerede igaar skete det, at jordemoderen kom og hentede mig, da jeg lille tog en lille time paa oejet... Ned i klinikken, hvor hunb havde et spoergsmaal til en urinproeve. (Jo, jeg er steget lidt i graderne med min 3 aar lange uddannelse og erfaring fra Glostrup Hospital, hvilket er meget sammenlignet med deres korte kurser her i Guatemala).

Centro Casa ACAM

Til hoejre: klinikkens svedehytte, hvor kvinden ifoelge traditionen rengoer sig, efter foedslen.

Her ses Felipe i klinikkens urtehave, jordemoed-rene bruger en del urte medicin.

Urteskabet, hvor jordemoedrene opbevarer deres urter, til salg...

Herunder: Foedegangen:

Et foedevaerelse, som de ser ud (billedet nedenfor), her er ret mange vaerelser i klinikken. Hver foedsel koster kvinden 300 quetzales/ca. 250 kr.

Imorgen tager jeg fra Xela til en lille landsby, der hedder Concepcion Chiquirichapa, hvor en gruppe jordemoedre har dannet en organisation, Casa ACAM, Asociacion comadronas area mam, en organisation, som ejer en foedselsklnik, hvilket er ret unikt her. Alle jordemoedrene, som arbejder der, tilhoerer stammen mam, og taler ogsaa...mam. Jeg tog afsted for at moede dem idag, og haabede paa, at de ville invitere mig til at vaere i huset/klinikken en uges tid og laere deres skikke at kende og eventuelt overvaere nogle foedsler. Foerst tilbragte jeg et par timers venten der, sammen med mandan bag stedet, Felipe Ixcot (billedet), der er tidligere flygtning fra Mexico og USA, han flytgtede under de 36 aars borgerkrig i Guatemala, da han altid har arbejdet for menneskerettighederne - noget, som ikke just var poplaert under de davaerende regeringer.

Efter mere end en times ventetid og meget interessant samtale (fik hele hans familie-historie) kom hans kone, Elena, hjem til klinikken, efter et moede i Xela, og hun kaldte ¨raadet af jordemoedre¨ sammen, for at de i faelleskab kunne beslutte, om de var interesserede i at have mig i huset som ¨hjaelper¨ og observatoer i en uge.

¨Jordemoder-raadet¨ ankom lidt efter lidt fra deres respektive huse, alle naturligvis med deres traditionelle falda, nederdel og huipil, samt fletninger - en af jordemoedrene har fletninger helt til knaene! De dannede rundkreds, og jeg skulle overfor alle 9 personer praesentere mig selv (glup), og mit maal med at besoege deres foedested, derefter gik ca. ti (lange) minutter, hvor de livligt diskuterede paa mam, hvorvidt de kunne have mig der (tror jeg?), og herefter meddelte en af jordemoedrene mig paa spansk, at de var blevet enige om, at jeg kunne blive.

Imorgen rejser jeg dertil og bor i klinikken (faar eget vaerelse), og skal bo der den naeste uge og vaere hjaelper i klinikken og foelge de to jordemoedre, som hele tiden er paa vagt. De koerer med 24 timers vagter, og sover og arbejder i klinikken, hvor der tilsyneladende hele tiden er masser af mennesker, at doemme efter ventevaerelset. Det er tradition iblandt mam-indianerne, at man tager hele sin familie med til foedslen, og ¨camperer¨ i huset, der er indrettet derefter med et stort antal senge, og koekken til baade personale og tilrejsende klienter.

Klinikken ligger i en lille bitte landsby, og alligevel er der ca. 20 jordemoedre tilknyttet (!!!) og henved 5 kommende jordemoderstuderende igang med en uddannelse der. I klinikken kommer jaevnligt regeringens personale og uddanner jordemoedrene, indenfor diverse emner. Klinikken ejer desuden en rimelig stor bil, som anvendes til overflytninger til hospitalet. De fortalte mig, at naar de overflytter, saa spoerger doktorerne paa hospitalet ikke engang jordemoderen, hvorfor hun overflytter - de vil simpelthen ikke tale med las comadronas, hvorfor jordemoderen maa koere hjem igen, uden at vide, hvordan det er gaaet med kvinden! Men, det skal dog tilfoejes, at jordemoedrene kan overflytte, og det er faktisk et stort fremskridt her i landet.

LEGO-feen moeder indianerkvinden Ana

Som jeg fortalte i en af de foerste blogs, saa havde jeg foer afrejse skrevet til LEGO i Billund, og spurgt om de var interesserede i at sponsorere min rejse i form af legetoej, som jeg kunne give i gave paa min vej, naar jeg moedte boern, som ikke havde raad til legetoej. Meget gavmildt sendte LEGO mig en pakke med 100 smaa kasser LEGO-racerbiler, vaegt i alt ca 20 kg!!! Jeg maatte bede om hjaelp af en nabo for at faa kassen op til 2. sal... Paa naer af 10 kasser, fik jeg faktisk plads til al LEGO´en i min rygsaek, og nu tillader de mange smaa pakker mig at agere LEGO-fe her i Guatemala, hvilket jeg stor-nyder. Og, jeg har erfaret, at LEGO faktisk bringer glaede alle steder og at de smaa biler kan laves udfra tegninger, uanset kulturel baggrund og uddannelsesniveau.

Kvinden paa billedet, Ana fra landsbyen Santa Caltalina Palopo, ovenfor havde jeg lavet et interview med, og jeg har tilsyneladende skaffet hendes ene datters skolegang betalt (qua mine sprogkundskaber) af en tysk kvinde og mand fra hotellet i Antigua. Paa billedet ses hun med LEGO til sine boern + deres kusiner/faetre, som de deler hus med - et kulturelt moede mellem den danske LEGO-fe og indiansk kultur i Guatemala.

Quetzantenango - rejse med camioneta

Foto: Xela i skumringen, omkring kl. 6 om aftenen, hvor luften er TYK af os fra al trafikken (biler, pickups primaert, motercykler), som praktisk talt staar stille i gaderne centrum, der slet, slet ikke er konstruerede til den tunge trafik, men snarere til hestevogne. Paa billedet er vulkanerne daekket af skyer.

Saa gir rejsen videre, igaar ankom jeg til Quetzantenango, lokalt Xela, hvor jeg sidst var paa besoeg for 16 aar siden!!! Som det ses af ovenstaaende foto, saa havde jeg lidt problemer med at faa en turistbus (ingen vil hertil, for her er ikke meget at se, for en turist), saa jeg endte, hvilket jeg havde svaerget at jeg ikke ville, i en camioneta, eng. chicken bus (hvilket er meget bogstaveligt!), en rejse paa 6 timer, ikke fordi der er langt, men fordi der er vejarbejde, og al trafikken stoppes paa vejen, af militaermaend med gevaer (jo, jo, der skulle jo noedig vaere en fraek chauffoer, der ikke ville vente!), og derfor var der lang ventetid... Hver gang vi stoppede, kom der en hel parade af saelgere ind i bussen og tilboed deres noedder: ¨manillaaaaaas!¨, coca cola: ¨Coca Colaaaaaa!¨, etc. I Guatemala giver alting en mulighed for en ny forretning -selv vejarbejde!

Da jeg kom frem var den sidste smule energi forsvundet fra min krop, efter at have siddet i la camioneta, som oprindeligt er brugte skolebusser importeret fra USA, beregnet til boern i alderen 4-5 aar, hvilket goer pladsen til benene yderst trang - ja, ikke for de lokale indianere, der hyppigt anvender transportformen, men for en gringa danesa som jeg, der er noed til at sidde paa skraa for at komme vaere mellem saederne... Saederne, vurderer jeg, er beregnet til 2 boern per dobbeltsaede, men i Guatemala kan der snilt sidde tre voksne per saede, saaledes at de to midterste passagerer, der hver sidder med kun en balle paa saedet, holder hinanden i spaend. Princippet for busafgang er, ¨naar bussen er fuld, koerer vi¨. Chauffoeren i bussen kunne baade laese avis, snakke med passagerer og koere bus, alt sammen paa en gang!!!

Koereturen hertil Xela er umaadelig smuk, man passerer dale, smaa vandloeb, og en masse smaa tiendas paa vejen, hvor man kan stoppe og spise frijoles con huevos, Boenner med aeg, Guatemalas nationalspise, tilfoejet tortillas de maiz, smaa majspandebroed - mit mundvand loeber bare ved tanken og duften, men min skroepelige turistmave tillader ikke at jeg spiser paa gaden, desvaerre. Paa vejen passerer man masser af mennesker: Kvinder baerende paa boern (den typiske Guatemala-maade, med barnet paa ryggen i et toerklaede), maend baerende paa stakkevis af meterhoejt braende, kvinder baerende paa vasketoej, fra la pila, stedet hvor man offentligt kan vaske i hver landsby, ja dette er bare lidt af synet der moeder oejet paa rejsen. Landskaberne er ogsaa smukke; smaa dale med fattige huse, hvor der kommer roeg op af skorstenen, og duften af braende, der traenger ind i bussen. Endvidere, en sjov ting, er, at deres underholdning paa landet er at staa ved vejsiden og kigger paa busser, der passerer, det gaelder boern saavel som voksne, saa der er mange nysgerrige blikke, der moeder en, naar man rejser i bus her. Maaske denne form for underholdning, fordi mange landsbyer og familier endnu ikke har faaet elektricitet, og derfor heller ikke har tv. - De lokale i Guatemala siger i spoeg, at ¨naar der kommer elektricitet og tv i landsbyerne, saa behoever man ikke laengere undervise de indianske kvinder i beskyttelse - saa falder foedselstallet automatisk¨.

De mennesker, indianerne, som man ser paa rejse i bjergene rundt om Xela har ofte lilla-farvede kinder, af frosten om natten - her er jo ikke raad til andet end tynde taepper, naar man har over 10 boern, hvilket er meget normalt iblandt familierne i bjergene. Maendene her er lave og tynde af bygning, formet af det haarde arbejde med jorden, kvinderne smaa og runde af alle deres graviditeter. Baade boern og voksne iblandt indianerne paa landet baerer praeg af at livet er haardt. De fleste klarer sig ved at passe jorden, tage paa marked og saelge deres varer (tomater, aubergine, agurker, kaal, etc.), samt ved at sy-strikke og saelge deres varer, enten selv, eller gennem cooperativet i landsbyen.

Selve Xela er forandret meget, mest bemaerkelsesvaerdigt er, at der er kommet en McDonalds i el parque, parken (Jeg behoever vist ikke sige, at der ikke var noget lignende, for 16 aar siden!). Her er stadig faa turister, hvilket er rart efter Antigua, som er hyppigt besoegt af turister. Folk i Xela er rigere end andre steder i Guatemala, da Xela er en gammel handelsby, og det ses ved at indianerkvinderne er smukke og stolte, gaar fint klaedt i tipicos (huipil con falda), folkedragt, hvis udseende afhaenger af regionen, og er foerst og fremmest rene. Det ses ogsaa ved, at de faar lavet deres taender, hvorfor de generte smil, der moeder oejet er taet guldbelagte. Det forekommer mig, at guldfortaender er det store hit her og maaske signalerer velstand - og ja, det kan jeg ikke rigtig hamle op med, med mine to fattigt udseende keramik-kroner som fortaender!

Siden sidst jeg var i Xela er her ogsaa kommet noget andet til, nemlig hele tre malls, hvilket er meget populaert og de lokale er vildt stolte af det. Den amerikanske livsstil naermer sig, lidt efter lidt...

Xela ligger i en dal, omgivet af bjerge og vulkaner, her er varmt om dagen, optil 30 grader og om natten er her koldt - og svaert at holde varmen med de tynde taepper i sengen - i nat var jeg meget, meget glad for, at jeg allerede saa tidligt paa rejsen havde koebt de tre uld-ponchoer, som min mor havde bestilt!

Centro de parto natural

Hanna er jordemoder fra Tyskland oprindeligt, men har nu boet over 20 aar her i Guatemala, og har foedt 4 boern her - en del af grunden til at hun blev jordemoder er, at hun selv foedte med en comadrona i Antigua. Jeg fik kontakt til Hanna gennem en lokal kontakt, og vi tilbragte fredag aften over en middag med roedvin, og en masse af hendes roeverhistorier... Hun har et vaeldig dejligt vaesen, og det var utrolig hyggeligt at moedes.

Hannas klinik i Guatemala city; hun tager imod gennemsnitligt 5 boern maanedligt, og har langt flere konsultationer end vi er vandt til fra det danske sundhedssystem (sikkert ogsaa for at fastholde dine klienter-kunder i troen paa den naturlige foedsel). Hun ser kvinden efter behov (!!!), og ser kvinden hver uge i tredje trimester (undersoegelser: vejning, blodtryk, ¨maerke mave¨og fosterskoen + ingen urin undersoegelse). Hun laver foedselsforberedelse, som er obligatorisk for baade kvinde og mand at deltage i. Prisen per foedsel kunne jeg ikke faa at vide, eftersom det afhaenger af, hvor mange konsultationer, Hanna vurderer er noedvendige.

Jeg deltog i hendes konsultationer igaar, og erfarede, som hun ogsaa havde fortalt, at en del af hendes klienter er fra Europa, USA og er folk, som oansker en oekologisk, vandfoedsel - langt vaek fra hospitalernes hoeje sectiofrekvens! (Ifoelge Hanna er det private hospital i Antigua foerende indenfor sectioer med en procent paa henved 75% sectio-foedsler). Saa hendes kunder er bevidste kvinder, som virkelig oensker ¨en naturlig foedsel¨. Af lokale guatemalanske klienter har hun feministerne og de lesbiske par; jeg talte blandt andet med det mest fantastisk kvindelige kaerestepar, den ene guatemalaner, den anden cubaner, datter af guerilleros - som hun stolt fortalte, saa moedtes hendes foraeldre i Che Guevaras haer, og hun mener selv, at hun var det bedste resultat af Fidel Castros la revolucion!.

I Hannas klinik er alle foedsler vandfoedsler. Hun er uddannet paa the farms ¨lillesoester¨ i Texas, USA, en kun 9 maaneder lang uddannelse, hvor hver anden dag er vagt, hver anden dag fri - bortset fra undervisningen, som er tre timer hver dag (sikke priviligeret jeg har vaeret paa Jordemoderskolen i Koebenhavn). Alle foedsler varetages af en hel flok kvinder, opgaverne fordeles, saaledes at en skriver journal, en anden tager sig at omsorg for kvinden, en tredje af omsorg for manden + eventuelle andre ledsagere til kvinden, en fjerde tager imod barnet, en femte lytter hjertelyd (har jeg glemt nogen?). Hver dag begyndes med ¨rundkreds¨ og faellesboen. Dette maa siges at vaere den sande holistiske foedsels-omsorg...

Hanna i sin klinik, hun er sekretaer og jordemoder, ¨alt-i-en-kvinde¨og klarer sig oekonomisk med sine 5 foedsler maanedligt - dog ikke noget, hun bliver rig af, men hun er ogsaa enlig forsoerger til 4 boern. Om alt gaar vel, starter hun et socialt projekt for jordemoedrene i en anden del af Guatemala, for som det ser ud lige nu, er det hendes x-kaereste, der bliver lokal gobernador og den slags aabner doere i Guatemala! Den nuvaerende og nye regering er meget socialt arbejdende, tilsyneladende, hvilket tegner godt.

Familie-reunion i Antigua

I Soendags samledes hele familien, Pablo + kaereste (billedet), den aeldste bror, og Cecar og Sofia med deres lille datter, Maria Jose og lillebror, Juan + kaereste (billedet nedenfor). Vi spiste almuerzo paa en restaurant i Antigua, og jeg fik ¨sidste nyt¨ live, hvilket er uendelig meget lettere og skoent sammenlignet med den normale email-kontakt mellem Danmark og Guatemala. Der dukkede en masse sjove historier op, fra dengang jeg boede hos dem, og vi fik grnt en masse! Men, foerst og fremmest fik jeg moedt familiens yngste medlem - som optraeder paa alle fotos, hvilket understreger, hvor meget midtpunkt hun er i familien! Typisk guatemalansk...
Billedet her: Familiens yngste, Juan, sammen med Cecars og Sofias datter. Juan er min vaertsmoders stoerste bekymring, idet han som 15 aarig fik en soen med en kvinde, 9 aar aeldre end ham selv. At han blev far, resulterede i, at han blev smidt ud af sin skole, un colegio catolico, og ikke maatte tage sin eksamen der - simpelthen pga. at han blev far, og ikke var gift med moderen, Liz.
Gennem en del aar arbejdede han for at tjenbe penge til familien, men holdt fast i ikke at gifte sig med moderen, Liz, og for 2 aar siden flyttede han hjem til sin mor, bor nu paa sit gamle vaerelse, og laeser jura. Han er nu sammen med en ny kaereste (billedet), en soed, klog pige paa 17 aar. Det triste er, at han ligger i retsag med moderens til sin soen, Liz, om ikke vil tillade ham at se sin soen.

Maria del Carmen, moder i min vaertsfamilie, nu enlig kvinde i et land domineret af machismo og arbejdsloes, efter at den guatemalanske kaffe eksport har faaet svaer komnkurrence af de afrikanske landes eksport (Afrikan siges at have et paa mange maader bedre klima til dyskning af kaffe og de daarligste regioner i Guatemala kan ikke konkurrere med kvaliteten). Nu passer Maria del Carmen barnebarnet, har opsagt sine ansatte i huset og tager sig selv af vask og madlavning - noget hun ikke foer har haft tid til. Ved siden af syer hun toej og dragter og tjener penge herved. Det er ikke let at klare sig som enlig kvinde, arbejdsloes, og ind imellem hjaelper Maria Jose (min soester) hende oekonomisk, idet hun stadig bor hjemme i en alder af 26 aar, og har fuld tids arbejde paa et eventbureau.

Som det ses af ovenstaaende fotos, saa er boern altid midtpunkt, naar mennesker moedes her, og her er jo masser af boern, saa maaske derfor... Selvfoelgelig skulle familiens egen hermana danesa, danske soester, ogsaa fotograferes med familiens yngste, Cecars og Sofias datter paa 5 maaneder. (Foedt paa privat hospital i byen, og selvfoelgelig sectiom, som de fleste boern paa privat hospital). Til gengaeld ammer Sofia hende fuld tid, paa trods af at hun allerede startede arbejde efter kun 2 maaneder. Hun har masser af maelk!

Lidt data om foedsler

Jeg har gennem de sidste dage haft nogle gode og laererrige samtaler med Ana (billedet) og hendes doetre (billedet nedenunder, den ene, ved navn Leti). Ana er fra en landsby, der ligger udenfor Antigua, og vi faldt i snak paa gaden for nogle dage siden, og Ana sagde ja, da jeg spurgte hende om jeg maattte interviewe hende om hendes valg fordselsmaade. Ana har foedt 4 boern, alle stadig levende, hvilket er ret enestaaende her i Guatemala! Hun har en dreng paa 10 aar (Eduardo), en pige paa 6 (Leti) og en pige paa 5 aar (Jenifer), samt den sidstfoedte, en dreng paa et par maaneder, han bliver passet af drengen paa 12, som baerer ham paa ryggen i et toerklaede, som det er tradition her, mens han saelger tipicos til turisterne i Antigua. Da jeg spurgte ham, hvad ham om ikke den lille var tung, sagde han: Jeg faar altid ondt, mens han tog sig til ryggen...

Om Anas foedsler er der at fortaelle, at hun denne sidste gang ikke for noget i verden ville foede paa det offentlige hospital, Hospital de San Felipe, efter at have foedt sin yngste datter der. Derfor rejste hun til sin landsby, boede i moderens hus og foedte der, hjemmefoedsel, med den lokale comadrona, jordemoder, som fordselshjaelper. Paa min forespoergsel om, hvorfor hun valgte at foede hjemme, sammen med en comadrona var hendes svar, at hun foelte sig tryg hjemme, omgivet af sin mor, kvindelige familie medlemmer og manden, hvis primaere opgave var at hende jordemoderen, da veerne meldte sig, eftersom deres tradition er, at manden ikke maa vaere til stede, naar kvinden foeder.

Om sin graviditet fortalte Ana, at hun ikke gik til hverken jordemoder eller laege. Da jeg spurgte hende, hvorfor, var hendes svar promte med et grin: "Jeg vidste jo at alt var vel...". Naa ja, hvor dumt kan man spoerge!!!

Naar man taler om svangreomsorgen i Guatemala, saa kan jeg tilfoeje foelgende informationer fra en rapport fra det guatemalanske sundhedsministerium, der siger, at:

• 44% af kvinder mellem 20 og 24 aar blev moedre foer det 20. aar, og 68% af disse kvinder havde ingen uddannelse, da de blev moedre, mens 54% var af indiansk baggrund.
• En hoej andel (intet tal angivet) af disse kvinder gik aldrig til jordemoder til svangrekontrol
• Kun 50% af moedre mellem 20-24 aar konsulterede en laege foer foedslen.
• Ud af 1000 foedsler er 114 moedre mellem 15 og 19 aar.

Hvad angaar data vedr. foedsler, saa er de svaert tilgaengelige her i Guatemala, idet man i udgangspunktet ikke ved, praecist, hvor mange der foedes, eller doer, man har simpelthen ikke noget register. De eneste tidspunkter, hvor man har et nogenlunde paecist folketal er lige efter valgene, hvor man taeller folk ved valgurnerne. Men, man kan sige sig selv, at disse tal er utrolig upraecise!

Ifoelge Sundhedsministeriet (...) foedes der paa landet: 25,7% af boernene ved hjaelp af obstetrisk laege paa hosp. og 55,4% ved hjaelp af comadronas til hjemmefoedsler. Mens der i byen foedes 59% af boernene ved hjaelp fra obstetrisk laege, og kun 31,7% ved hjaelp fra comadronas.

Ifoelge Ana er traditionen er iblandt indianerne, at man nogle gange ser jordemoderen i graviditeten - saafremt behov, de gaar ikke til ultralyd (pga. hoej egen betaling), ej heller til laege, kun saafremt jordemoderen vurderer, at der er noget galt. For det meste kommer jordemoderens kun forbi kvindens hus for at tilse hende nogle faa gange i loebet af graviditetet (i virkeligheden vel mest for at pleje sin kunde, idet jordemoedrene konkurrerer internt om kunderne), for at maerke mave (intet blodtryk, urinproeve, andet), og det er saaledes kvindens egen opgave at maerke og fornemme, om alt er vel. Hvis hun maerker, at noget er galt, henvender hun sig til la comadrona, som vurderer om kvinden behoever at rejse til den naermeste klinik, eller om hun selv kan behandler kvindens graviditets-gener med urter, hvilket der er tradition for. Jordemoedrene er saerdeles urte-kyndige, og samler selv deres urter, eller har saagar en lille urtehave, hvor hun kan plukke til brug.

Efter min snak og mit interview med Ana, fik jeg en lille veninde (billedet nedenunder), som fortalte mig, at hendes stoerste droem er: irme a los Estados Unidos, at rejse til USA. Hendes naeststoerste droem: Irme a McDonalds... Oversat: Besoege McDonalds.

Begge Anas doetre studerer paa en fin skole, un colegio privado, og dette skyldes udelukkende, at hun har familie i USA, der betaler for uddannelsen. Anas soen gaar ikke i skole, det har de ikke raad til at betale, men det ser pt. ud til at jeg har fundet en tysk, aeldre mand, her fra hotellet, som leder efter en familie, som han sammen med sin veninde kan sponsorere - idag skal vi ned og snakke med Ana om muligheden for at han kan betale for soennens skolegang (jeg formidler kontakten qua mine sproglige fordele).

Antiguas offentlige hospital

Et rygte, der gaar om det offentlige hospital iblandt kvinder jeg har talt med er, at man ikke faar noget at spise, naar man har foedt - uanset hvilket tidspunkt. Tjae, og naar man ser raekken af gadekoekkener og forretninger (billedet), som er skudt op ved siden af busstoppestedet, der ligger "i midten af ingenhvor", ved et meget lille kryds et godt stykke udenfor Antigua, giver rygtet god mening. Man kan simpethen koebe ALT muligt spiseligt og drikkeligt paa de mange gadekoekkener.

Ventende kvinder fra en landsby i naerheden, er kommet for at bliver set af en doktor. Hvis man vaelger at foede med en comadrona, en autodidakt hjemmefoedsels-jordemoder koster det enten "tallerkenpenge" (dvs. hvad familiens har raad og mulighed for at betale) eller en fast pris, som ofte ligger paa henved 200-300 kroner, hvilket er en ret hoej pris at betale som lokal bonde. I tilfaeldeaf at comadronaen vurderer, at kvinden enten er syg, eller ikke er i stand til at foede sit barn hjemme fx. i tilfaelde af at barnet ikke staar fast eller ligger paa tvaers, saa henviser hun kvinden til det offentlige hospital. Her varetages alle foedsler af laeger (oftest forvagter), uden speciale, og pasning af kvinden foretages af sygeplejersker. Paa det offentlige hospital koster foedslen ikke kvinden noget, men kan alligevel ende med at blive dyr, idet hun selv skal betale for transporten, hvilket ofte kan vaere en lang rejse, som tilmed nogle gange er noedvendig at foretage i taxa eller en sygetransport (ca. pris. 200 kr. gange to, hvis retur).

Mange af de kvinder, indianske, som jeg har talt med idag er raedselsslagne over at skulle foede paa hospitalet, og ikke vaere omgivet af deres familie, som under deres tidligere fordsler. Naar foedslen varetages af en comadrona saa forlader kvinden paa intet tidspunkt sit hus, idet comadronaen oftest vil foretage alle undersoegelser af kvinden i graviditeten, samt alle undersoegelser i forbindelse med foedslen i kvindens eget hjem.

Det lokale hospital, hospital de San Felipe, ligger en 10 minutters koeretur udenfor byen. Hospitalet er opkaldt efter helgenen San Felipe, en munk som blev helgenkaaret, efter at han havde viet sit liv til at hjaelpe de fattige i Antigua. - Det er da godt nok et navn, der vil noget, modsat fx. Glostrup Hospital...

Som man ogsaa bemaerker, naar man kommer ind paa hospialet, saa spiller helgener en stor rolle i Guatemala - der staar simpelthen Jomfru Maria statuer/eller haenger billeder overalt. Enhver bus har billeder af Jomfruen baade malet udenpaa, og over chauffoerens hoved, naturligvis. Ethvert hjem har mindst et billedede af jomfruen i stuen, og sandsynligvis ogsaa i sovevaerelset (der er vel visse ting, der ofte skal lidt magi og hjaelp til...). Og, paa hospitalet har man indrettet et lille alter ved siden af sekretaeren i gangen.
Jeg havde en aftale, som sjovt nok trak ud (...), saa jeg sad i henved tre timer og ventede med udsigt til hospitalets lille alter. Da man har placeret statuen af Jomfru Maria i gangen, hvor sekretaerer, laeger, rengoeringspersonale hele tiden passerer, gav det nogle lidt sjove situationer, idet man som vaerende god katolik skal goere korsets tegn for sig, naar man passerer la virgen Maria, og det gjorde en del af personalet gentagne gange, mens jeg sad der, hvorfor det til sidst endte med at blive en smule komisk. Specielt en mand, der havde til opgave at holde gulvene i forhallen skinnende rene og vellugtende havde sine problemer, idet han umuligt kunne undgaa at passere jomfruen flere gange i timen - gulvet skulle jo skinne foran la virgen!

Cafe Condesa

Springvandet midt i patioen paa Cafe Condesa: det ene springvand forestiller en fisk, det andet en havfrue.

Indgangen til Cafe Condesa: Den ternede loeber foerer en ind i baggaarden, hvor der er springvand, have og fuglesang.

Denne lille note om den fantastiske Cafe Condesa er mest af alt beregnet paa dem, som kender stedet (i ved selv, hvem i er!) og gerne vil en tur ned ad memory lane, vaek fra det danske klima lige nu. Det er en snart 25 aar gammel cafe, ligger lige ud til el parque og har den skoenneste gaardhave. Midt i gaardhaven, el patio, er der to springvand, saaledes at man sidder og drikker sin cafesito til lyden af rindende vand... Der er fuglesang, idet vandet fra de to springvand tiltraekker beostaere (tror jeg med mit ringe kendskab til fugle, at det er!).

Alt i alt, efter min mening, et rigtig givtigt studiemiljoe (!), at faa laest op paa sine teorier i, eller blot nyde en cafesito i solen.

La Antigua Guatemala i morgenstunden

Ovenstaaende er min udsigt fra vaerelset hos Casa Familia Ovalle (http://www.hotelcasaovalle.com/). Meget mystisk vaagnede jeg allerede kl. 5.30, hvilket slet ikke passer ind i dansk tid...? Det var godt nok en kvik gang jetlag. Lyden, som man vaekkes af i la Antigua Guatemala, er lyden af biler, der krydser byen, bilerne rasler og skramler simpelthen saa meget, da alle byens gader er daekket af brosten - sikkert haandhuggede, hvilket ikke goer dem mere plane at koere eller gaa paa. Den raslende lyd af bilerne, afbrydes kun af lyden af raabende maend i busserne, der gennem deres raaben forsoeger at fylde bussen op med mennesker, foer den koerer ud af byen - de fleste mod Guatemala city. Devisen for busser er: Jeg koerer ikke ud af byen, foer jeg er fyldt til randen! Ja, og saa er der familiens smaa-snakkende papegoeje, der snakker med fra sit bur i patioen under mit vaerelse. - Enhver familie her med respekt for sit selv har en papegoeje.

Her til morgen har jeg stor-nydt en gaatur rundt i byens stadig smaa-moerke gader, hvor kvinder kommer baerende paa store kurve fulde af tortillas paa hovedet, skoleboernene er paa vej til skole i deres uniformer (jeg husker tydeligt, hvor meget jeg selv hadede min skoleuniform, den kradsede vildt, da den var lavet af 100% nylon og saa var den halv-gennemsigtig, saa man kunne se min BH, hvilket jeg syntes var vildt pinligt som 15-aarig), haandvaerkere paa vej til arbejde, der moeder turisten (naar hun er lyshaaret!) med deres tshhh tshhh tshhh, der har til hensigt at faa en til at kigge deres vej og maaske vriste et smil eller et buenas dias fra en. Jeg satte mig inde ved el parque og drak en kop morgenkaffe paa min yndlingscafe cafe Condesa, hvorfra man kan holde oeje med morgenaktiviteterne i parken, mens man vaagner langsomt.
Mens jeg sad der, faldt jeg i snak med et par skoenne kvinder, amerikanere, den ene opvokset i Panama, den anden, hendes datter, i Utah, USA, begge med arbejde indenfor sundhedssektoren i USA (henholdsvis tandlaege og sundhedsinformations-virksomhed). Vi fik en lang, spaendende snak om det amerikanske sundhedssystem, og det slaar mig, at det klart er den mest interessante del af at rejse (alene), at man laerer saa mange gode mennesker at kende og faar saa mange interessante samtaler. Efter mine kun to dages lange rejse, kan jeg allerede nu konkludere af mine erfaringer, at naar man fortaeller, at man arbejder som jordemoder (stud), saa aabner det doere, for alle kvinder elsker simpelthen at snakke om foedsler, deres egne eller andres, og alle kvinder har en mening om, hvad der er godt og skidt i forbindelse med at foede (fx. hospital kontra hjemmefoedsel). Dette emne gaar paa tvaers af baade nationalitet og religion.



Billedet: En rejsetraet kvinde, der ikke har sovet nmere end nogle faa timer i flyene paa vej (Koebenhavn-London-New York-Guatemala city).

En glemt senorita Petrine

I skrivende stund sidder jeg paa hotellet i Antigua Guatemala, og derfor er tastaturet i computeren uden de tre danske bogstaver "dem du ved nok", der i stedet erstattes af "ae", "oe" og "aa".

Ja, saa lykkedes hele den lange rejse, som endte paa over 24 timers vaagenhed og rejse, kun afbrudt af et par smaa lure i flyene, naar dette lykkedes paa trods af at tiden ikke passede med "det indre ur" - ja, man har vel ikke vaeret i praktik paa foedegangen uden i hvertfald at faa evnen til at bryde med tidsfornemmelsen med sig!

Aftalen med min familie (vaerts-familie) var udtrykkeligt lavet over Messenger, og ikke til at tage fejl af: De ville hente mig i La Aurora lufthavn i Guatemala city. Den foerste time efter flyets ankomst til La Aurora, der stadig laa indhyldet i moerke, gik langsomt, men den gik trods alt, fordi jeg fra min tid i Guatemala ved, at der kan vaere mange forsinkelser, naar man laver aftaler med guatemalanere. Jeg ventede, alt imens jeg saadan ca tusinde gange takkede nej til en privat taxa-tur, sammen med alle de andre turister, naar jeg insisterende blev adspurgt af de ivrige taxachauffoerer.

Den anden time gik lidt langsommere... Stadig intet nyt fra familien, og mine lyse lokker var nu de eneste tilbage udenfor lufthavnen - alle de andre turister var for laengst blevet koert til deres destinationer. Jeg havde nu siddet der saa laenge, at diverse underlige maend begyndte at henvende sig. Jeg havde en rimelig langhaaret snak med en mand, som kom koerende hen til mig paa sit skateboard, og han behoever beskrivelse, for han havde faktisk kun hoved, torso og to arme, den ene med saadan en have-handske paa, for at kunne koere sig selv rundt paa skateboardet. I sit ene bukseben viste der sig at ligge baade telefon, som han lejede ud, en kam til haaret og vekselpenge i hans lille forretning, sgu!

Da jeg efter nogle timer faktisk begyndte at indse, at der ikke ville komme nogen og hente mig, ringede jeg til moderen i familien, min tidligere vaertsmor, Maria del Carmen, som overhovedet ikke loed overrasket over at jeg stod i lufthavnen. Hun forklarede at "fijese, men hun havde haft saa travlt; jeg passer barnebarn og din vaertssoester er paa arbejde og saa skal jeg snart ud af doeren...". I saaden en situation er det godt at kende de guatemalanske spilleregler, og vide at "fijese" forud for en saetning fx betyder, at man har lovet at goere noget, for en, som man gerne ville goere noget for, men at noget andet i mellemtiden er kommet i vejen, og at det kunne man ikke naenne at sige til den person, som man i foerste omgange havde lavet en aftale med (forstod du den?!). Det vil paa dansk sige, at fijese er en hoeflig maade at forklare/undvige en uhoeflig handling, i Guatemala fuldt acceptabelt og ikke noget man er berettiget til at blive sur over, alle kan saa at sige faa brug for en fijese, at undskylde sig med. I dette tilfaelde var resultatet bare, at der stoed en glemt senorita, omgivet af underlige mennesker, udenfor lufthavnen.

Beslutningen om at tage nogle dage til Antigua Guatemala var derfor ikke saerlig svaer! Antigua er en by bygget i spansk kolonial-stil, hvor man modsat Guatemala city, fortsat er i stand til at faerdes frit til fods - trygt. Her har jeg indlogeret mig paa et familie-drevet hotel, i lokal byggestil, midt i centrum, hvor jeg fra vaerelset har udsigt til Vulkanen Agua. Har er stille, og jeg vil nyde nogle dage i luksus, foer jeg skal ud i min lille hytte i San Marcus. Har er baade varmt vand hele tiden, altaner og varm morgenmad, bestaaende af frijoles com huevos, brun boennemos med roeraeg, som jeg har en svaghed for, fra dengang jeg boede her i landet.

Eftermiddagen brugte jeg idag paa at lede opmaerksomheden bort fra mit jetlag: derfor har jeg gaaet byen tynd og genset gamle stamsteder, og foerst og fremmest snakket en masse spansk med de lokale paa byens marked. Derfra ovenstaaende foto. Det af drengen var uundgaaeligt at tage, idet hverken han eller hans familie nogensinde foer havde set et digital-kamera - stor lykke, at se sig selv!!!

Hvad angaar det oeverste foto, er det taget af en plakat, som var haengt op paa det lokale marked, det er et tilbud om gratis sterilisation til kvinder - man skal bare huske kan henvende sig den 2. februar, ellers er det for sent! Maaske noget som er aktuelt, naar man er indianer-kvinde og allerede har foedt 8-9 boern?!