Antiguas offentlige hospital

Et rygte, der gaar om det offentlige hospital iblandt kvinder jeg har talt med er, at man ikke faar noget at spise, naar man har foedt - uanset hvilket tidspunkt. Tjae, og naar man ser raekken af gadekoekkener og forretninger (billedet), som er skudt op ved siden af busstoppestedet, der ligger "i midten af ingenhvor", ved et meget lille kryds et godt stykke udenfor Antigua, giver rygtet god mening. Man kan simpethen koebe ALT muligt spiseligt og drikkeligt paa de mange gadekoekkener.

Ventende kvinder fra en landsby i naerheden, er kommet for at bliver set af en doktor. Hvis man vaelger at foede med en comadrona, en autodidakt hjemmefoedsels-jordemoder koster det enten "tallerkenpenge" (dvs. hvad familiens har raad og mulighed for at betale) eller en fast pris, som ofte ligger paa henved 200-300 kroner, hvilket er en ret hoej pris at betale som lokal bonde. I tilfaeldeaf at comadronaen vurderer, at kvinden enten er syg, eller ikke er i stand til at foede sit barn hjemme fx. i tilfaelde af at barnet ikke staar fast eller ligger paa tvaers, saa henviser hun kvinden til det offentlige hospital. Her varetages alle foedsler af laeger (oftest forvagter), uden speciale, og pasning af kvinden foretages af sygeplejersker. Paa det offentlige hospital koster foedslen ikke kvinden noget, men kan alligevel ende med at blive dyr, idet hun selv skal betale for transporten, hvilket ofte kan vaere en lang rejse, som tilmed nogle gange er noedvendig at foretage i taxa eller en sygetransport (ca. pris. 200 kr. gange to, hvis retur).

Mange af de kvinder, indianske, som jeg har talt med idag er raedselsslagne over at skulle foede paa hospitalet, og ikke vaere omgivet af deres familie, som under deres tidligere fordsler. Naar foedslen varetages af en comadrona saa forlader kvinden paa intet tidspunkt sit hus, idet comadronaen oftest vil foretage alle undersoegelser af kvinden i graviditeten, samt alle undersoegelser i forbindelse med foedslen i kvindens eget hjem.

Det lokale hospital, hospital de San Felipe, ligger en 10 minutters koeretur udenfor byen. Hospitalet er opkaldt efter helgenen San Felipe, en munk som blev helgenkaaret, efter at han havde viet sit liv til at hjaelpe de fattige i Antigua. - Det er da godt nok et navn, der vil noget, modsat fx. Glostrup Hospital...

Som man ogsaa bemaerker, naar man kommer ind paa hospialet, saa spiller helgener en stor rolle i Guatemala - der staar simpelthen Jomfru Maria statuer/eller haenger billeder overalt. Enhver bus har billeder af Jomfruen baade malet udenpaa, og over chauffoerens hoved, naturligvis. Ethvert hjem har mindst et billedede af jomfruen i stuen, og sandsynligvis ogsaa i sovevaerelset (der er vel visse ting, der ofte skal lidt magi og hjaelp til...). Og, paa hospitalet har man indrettet et lille alter ved siden af sekretaeren i gangen.
Jeg havde en aftale, som sjovt nok trak ud (...), saa jeg sad i henved tre timer og ventede med udsigt til hospitalets lille alter. Da man har placeret statuen af Jomfru Maria i gangen, hvor sekretaerer, laeger, rengoeringspersonale hele tiden passerer, gav det nogle lidt sjove situationer, idet man som vaerende god katolik skal goere korsets tegn for sig, naar man passerer la virgen Maria, og det gjorde en del af personalet gentagne gange, mens jeg sad der, hvorfor det til sidst endte med at blive en smule komisk. Specielt en mand, der havde til opgave at holde gulvene i forhallen skinnende rene og vellugtende havde sine problemer, idet han umuligt kunne undgaa at passere jomfruen flere gange i timen - gulvet skulle jo skinne foran la virgen!

Cafe Condesa

Springvandet midt i patioen paa Cafe Condesa: det ene springvand forestiller en fisk, det andet en havfrue.

Indgangen til Cafe Condesa: Den ternede loeber foerer en ind i baggaarden, hvor der er springvand, have og fuglesang.

Denne lille note om den fantastiske Cafe Condesa er mest af alt beregnet paa dem, som kender stedet (i ved selv, hvem i er!) og gerne vil en tur ned ad memory lane, vaek fra det danske klima lige nu. Det er en snart 25 aar gammel cafe, ligger lige ud til el parque og har den skoenneste gaardhave. Midt i gaardhaven, el patio, er der to springvand, saaledes at man sidder og drikker sin cafesito til lyden af rindende vand... Der er fuglesang, idet vandet fra de to springvand tiltraekker beostaere (tror jeg med mit ringe kendskab til fugle, at det er!).

Alt i alt, efter min mening, et rigtig givtigt studiemiljoe (!), at faa laest op paa sine teorier i, eller blot nyde en cafesito i solen.

La Antigua Guatemala i morgenstunden

Ovenstaaende er min udsigt fra vaerelset hos Casa Familia Ovalle (http://www.hotelcasaovalle.com/). Meget mystisk vaagnede jeg allerede kl. 5.30, hvilket slet ikke passer ind i dansk tid...? Det var godt nok en kvik gang jetlag. Lyden, som man vaekkes af i la Antigua Guatemala, er lyden af biler, der krydser byen, bilerne rasler og skramler simpelthen saa meget, da alle byens gader er daekket af brosten - sikkert haandhuggede, hvilket ikke goer dem mere plane at koere eller gaa paa. Den raslende lyd af bilerne, afbrydes kun af lyden af raabende maend i busserne, der gennem deres raaben forsoeger at fylde bussen op med mennesker, foer den koerer ud af byen - de fleste mod Guatemala city. Devisen for busser er: Jeg koerer ikke ud af byen, foer jeg er fyldt til randen! Ja, og saa er der familiens smaa-snakkende papegoeje, der snakker med fra sit bur i patioen under mit vaerelse. - Enhver familie her med respekt for sit selv har en papegoeje.

Her til morgen har jeg stor-nydt en gaatur rundt i byens stadig smaa-moerke gader, hvor kvinder kommer baerende paa store kurve fulde af tortillas paa hovedet, skoleboernene er paa vej til skole i deres uniformer (jeg husker tydeligt, hvor meget jeg selv hadede min skoleuniform, den kradsede vildt, da den var lavet af 100% nylon og saa var den halv-gennemsigtig, saa man kunne se min BH, hvilket jeg syntes var vildt pinligt som 15-aarig), haandvaerkere paa vej til arbejde, der moeder turisten (naar hun er lyshaaret!) med deres tshhh tshhh tshhh, der har til hensigt at faa en til at kigge deres vej og maaske vriste et smil eller et buenas dias fra en. Jeg satte mig inde ved el parque og drak en kop morgenkaffe paa min yndlingscafe cafe Condesa, hvorfra man kan holde oeje med morgenaktiviteterne i parken, mens man vaagner langsomt.
Mens jeg sad der, faldt jeg i snak med et par skoenne kvinder, amerikanere, den ene opvokset i Panama, den anden, hendes datter, i Utah, USA, begge med arbejde indenfor sundhedssektoren i USA (henholdsvis tandlaege og sundhedsinformations-virksomhed). Vi fik en lang, spaendende snak om det amerikanske sundhedssystem, og det slaar mig, at det klart er den mest interessante del af at rejse (alene), at man laerer saa mange gode mennesker at kende og faar saa mange interessante samtaler. Efter mine kun to dages lange rejse, kan jeg allerede nu konkludere af mine erfaringer, at naar man fortaeller, at man arbejder som jordemoder (stud), saa aabner det doere, for alle kvinder elsker simpelthen at snakke om foedsler, deres egne eller andres, og alle kvinder har en mening om, hvad der er godt og skidt i forbindelse med at foede (fx. hospital kontra hjemmefoedsel). Dette emne gaar paa tvaers af baade nationalitet og religion.



Billedet: En rejsetraet kvinde, der ikke har sovet nmere end nogle faa timer i flyene paa vej (Koebenhavn-London-New York-Guatemala city).

En glemt senorita Petrine

I skrivende stund sidder jeg paa hotellet i Antigua Guatemala, og derfor er tastaturet i computeren uden de tre danske bogstaver "dem du ved nok", der i stedet erstattes af "ae", "oe" og "aa".

Ja, saa lykkedes hele den lange rejse, som endte paa over 24 timers vaagenhed og rejse, kun afbrudt af et par smaa lure i flyene, naar dette lykkedes paa trods af at tiden ikke passede med "det indre ur" - ja, man har vel ikke vaeret i praktik paa foedegangen uden i hvertfald at faa evnen til at bryde med tidsfornemmelsen med sig!

Aftalen med min familie (vaerts-familie) var udtrykkeligt lavet over Messenger, og ikke til at tage fejl af: De ville hente mig i La Aurora lufthavn i Guatemala city. Den foerste time efter flyets ankomst til La Aurora, der stadig laa indhyldet i moerke, gik langsomt, men den gik trods alt, fordi jeg fra min tid i Guatemala ved, at der kan vaere mange forsinkelser, naar man laver aftaler med guatemalanere. Jeg ventede, alt imens jeg saadan ca tusinde gange takkede nej til en privat taxa-tur, sammen med alle de andre turister, naar jeg insisterende blev adspurgt af de ivrige taxachauffoerer.

Den anden time gik lidt langsommere... Stadig intet nyt fra familien, og mine lyse lokker var nu de eneste tilbage udenfor lufthavnen - alle de andre turister var for laengst blevet koert til deres destinationer. Jeg havde nu siddet der saa laenge, at diverse underlige maend begyndte at henvende sig. Jeg havde en rimelig langhaaret snak med en mand, som kom koerende hen til mig paa sit skateboard, og han behoever beskrivelse, for han havde faktisk kun hoved, torso og to arme, den ene med saadan en have-handske paa, for at kunne koere sig selv rundt paa skateboardet. I sit ene bukseben viste der sig at ligge baade telefon, som han lejede ud, en kam til haaret og vekselpenge i hans lille forretning, sgu!

Da jeg efter nogle timer faktisk begyndte at indse, at der ikke ville komme nogen og hente mig, ringede jeg til moderen i familien, min tidligere vaertsmor, Maria del Carmen, som overhovedet ikke loed overrasket over at jeg stod i lufthavnen. Hun forklarede at "fijese, men hun havde haft saa travlt; jeg passer barnebarn og din vaertssoester er paa arbejde og saa skal jeg snart ud af doeren...". I saaden en situation er det godt at kende de guatemalanske spilleregler, og vide at "fijese" forud for en saetning fx betyder, at man har lovet at goere noget, for en, som man gerne ville goere noget for, men at noget andet i mellemtiden er kommet i vejen, og at det kunne man ikke naenne at sige til den person, som man i foerste omgange havde lavet en aftale med (forstod du den?!). Det vil paa dansk sige, at fijese er en hoeflig maade at forklare/undvige en uhoeflig handling, i Guatemala fuldt acceptabelt og ikke noget man er berettiget til at blive sur over, alle kan saa at sige faa brug for en fijese, at undskylde sig med. I dette tilfaelde var resultatet bare, at der stoed en glemt senorita, omgivet af underlige mennesker, udenfor lufthavnen.

Beslutningen om at tage nogle dage til Antigua Guatemala var derfor ikke saerlig svaer! Antigua er en by bygget i spansk kolonial-stil, hvor man modsat Guatemala city, fortsat er i stand til at faerdes frit til fods - trygt. Her har jeg indlogeret mig paa et familie-drevet hotel, i lokal byggestil, midt i centrum, hvor jeg fra vaerelset har udsigt til Vulkanen Agua. Har er stille, og jeg vil nyde nogle dage i luksus, foer jeg skal ud i min lille hytte i San Marcus. Har er baade varmt vand hele tiden, altaner og varm morgenmad, bestaaende af frijoles com huevos, brun boennemos med roeraeg, som jeg har en svaghed for, fra dengang jeg boede her i landet.

Eftermiddagen brugte jeg idag paa at lede opmaerksomheden bort fra mit jetlag: derfor har jeg gaaet byen tynd og genset gamle stamsteder, og foerst og fremmest snakket en masse spansk med de lokale paa byens marked. Derfra ovenstaaende foto. Det af drengen var uundgaaeligt at tage, idet hverken han eller hans familie nogensinde foer havde set et digital-kamera - stor lykke, at se sig selv!!!

Hvad angaar det oeverste foto, er det taget af en plakat, som var haengt op paa det lokale marked, det er et tilbud om gratis sterilisation til kvinder - man skal bare huske kan henvende sig den 2. februar, ellers er det for sent! Maaske noget som er aktuelt, naar man er indianer-kvinde og allerede har foedt 8-9 boern?!

Før afgang...

Som et sidste led i min uddannelse til jordemoder, har jeg valgt at tilbringe "valgfrit studieelement" (ca. 4 uger, hvor man skal observere "noget jordemoderfagligt" og skrive en rapport) i Guatemala, hvor jeg tidligere i mit liv har boet, da jeg var udvekslingsstudent i Huehuetenango + Guatemala city i 1992-93. Fra mit tidligere ophold taler jeg flydende spansk - med lokal bonde-accent (!!), der kan få selv den mest høflige taxa-chauffør i Madrids gader til at bryde ud i et fnis, når jeg kaster mig ud i en samtale.

Guatemala har i februar måned sommer, og temperaturerne er høje, solen er fremme hver dag og landets gode, milde klima betyder frisk frugt og grønt hele året, de lokale kalder landet: El pais con eterna primavera, på dansk: Landet med evigt forår. Tillokkende, når dagene i Danmark er grå og regnfulde, som nu...

De mere faglige grunde til at "drage helt til den anden ende af jorden" er flere...

Studierejsens grundlæggende idé og formål
Problemstillingen for jordemødre i Guatemala er følgende: De indianske jordemødre er de eneste jordemødre i hele landet – i byer som Guatamala city føder man udelukkende på hospitaler, og som følge heraf foregår alle fødsler med fødselslæger. Fra den guatemalanske regerings side forsøger man at nægte jordemødrene adgang til de lokale hospitaler, når de kommer for at indlægge en patient, i de tilfælde, hvor der opstår risikofaktorer. Landet vil heller ikke støtte de lokale jordemødres uddannelse, hvilket har resulteret i at der ingen uddannelse findes.
Netop derfor har en amerikansk jordemoder (medlem af den internationale jordemoderforening Midwifery Today) startet Clinicas Maya i byen Antigua Guatemala, hvortil jordemødre fra hele verden rejser til for at træne de lokale jordemødre (fx hygiejne, fødslens progression, diverse indgreb i fødslen) og derved støtte dem (empowerment) ved at følge dem i deres arbejde med fødsler (hjemmefødsler) og svangrebesøg.

For blot at nævne nogle af de negative konsekvenser, som den politiske situation i Guatamala har haft for de lokale indianske jordemødre arbejde, læs følgende:

• Guatemala har den højeste børnedødelighed i hele Central Amerika


• Kvindedødeligheden er (1:300) ifølge WHO, 1997 (Courage of Maternity Care).


• Få kvinder i Guatemala har råd til at betale for fødselshjælp på hospitaler, og er
  derved afskåret fra at få hjælp, hvis ikke de indianske jordemødre assisterer ved fødslen. (Indianerjordemødrene i Guatemala får en sparsom uddannelse af det offentlige system i landet, som ikke giver dem adgang til at arbejde på hospitaler).


• På hospitalerne i Guatemala er kejsersnits-procenten på henved 40-50% og fødsler
  varetages af fødselslæger. (jf. http://members.aol.com/womanway/guat.html).

Ved at tage til Guatemala, og deltage som observatør i jordemoderklinikken Clinicas Maya, vil jeg få indblik i, hvilken påvirkning både sociale- og raceforskelle har på svangreomsorgen og på kvinders ulige muligheder for at føde. De guatemalanske indianere har oftest ikke råd til at betale for en fødsel i fødeklinikken på hospitaler, hvorfor de kun har mulighed for at få en hjemmefødsel.
Mit personlige motiv for at følge indianerjordemødrene i Clinicas Maya er at få indblik i deres måde at være jordemødre på, set udfra de få materielle ressourcer, som de har til rådighed. Hvad gør man fx som jordemoder, som man ikke har adgang til en CTG, ej heller til ultralydsapparater?
Efter at have gennemgået en snart 1,5 årig praktik på henholdsvis Frederiksberg- og Glostrup Hospital, der begge er yderst moderne hospitaler med hyppig anvendelse af fødselstekologiske hjælpemidler, ser jeg det som en sund, faglig udfordring at skulle overvære teknologi-fri fødsler i Guatemala. Jeg er derfor overbevist om, at studieopholdet i Guatemala kommer til at virke inspirerende på mit fremtidige jordemoderfaglige arbejde på fødegangen ved Glostrup Hospital.

Sponsorater
Hele grundlaget for at jeg (en fattig su-studine) i det hele taget har haft mulighed for at arrangere en studietur til Guatemala er sponsorater og legater. Jeg har modtaget støtte fra og takker følgende: Libero Fonden, Jordemoderforeningen kredsbestyrelsen, Oticon Fonden, Jutta Ottosens Rejsestøtte og Jordemoderskolen.