søndag den 27. januar 2008

Før afgang...

Som et sidste led i min uddannelse til jordemoder, har jeg valgt at tilbringe "valgfrit studieelement" (ca. 4 uger, hvor man skal observere "noget jordemoderfagligt" og skrive en rapport) i Guatemala, hvor jeg tidligere i mit liv har boet, da jeg var udvekslingsstudent i Huehuetenango + Guatemala city i 1992-93. Fra mit tidligere ophold taler jeg flydende spansk - med lokal bonde-accent (!!), der kan få selv den mest høflige taxa-chauffør i Madrids gader til at bryde ud i et fnis, når jeg kaster mig ud i en samtale.

Guatemala har i februar måned sommer, og temperaturerne er høje, solen er fremme hver dag og landets gode, milde klima betyder frisk frugt og grønt hele året, de lokale kalder landet: El pais con eterna primavera, på dansk: Landet med evigt forår. Tillokkende, når dagene i Danmark er grå og regnfulde, som nu...

De mere faglige grunde til at "drage helt til den anden ende af jorden" er flere...
Studierejsens grundlæggende idé og formål
Problemstillingen for jordemødre i Guatemala er følgende: De indianske jordemødre er de eneste jordemødre i hele landet – i byer som Guatamala city føder man udelukkende på hospitaler, og som følge heraf foregår alle fødsler med fødselslæger. Fra den guatemalanske regerings side forsøger man at nægte jordemødrene adgang til de lokale hospitaler, når de kommer for at indlægge en patient, i de tilfælde, hvor der opstår risikofaktorer. Landet vil heller ikke støtte de lokale jordemødres uddannelse, hvilket har resulteret i at der ingen uddannelse findes.
Netop derfor har en amerikansk jordemoder (medlem af den internationale jordemoderforening Midwifery Today) startet Clinicas Maya i byen Antigua Guatemala, hvortil jordemødre fra hele verden rejser til for at træne de lokale jordemødre (fx hygiejne, fødslens progression, diverse indgreb i fødslen) og derved støtte dem (empowerment) ved at følge dem i deres arbejde med fødsler (hjemmefødsler) og svangrebesøg.

For blot at nævne nogle af de negative konsekvenser, som den politiske situation i Guatamala har haft for de lokale indianske jordemødre arbejde, læs følgende:

  • Guatemala har den højeste børnedødelighed i hele Central Amerika

  • Kvindedødeligheden er (1:300) ifølge WHO, 1997 (Courage of Maternity Care).

  • Få kvinder i Guatemala har råd til at betale for fødselshjælp på hospitaler, og er
    derved afskåret fra at få hjælp, hvis ikke de indianske jordemødre assisterer ved fødslen. (Indianerjordemødrene i Guatemala får en sparsom uddannelse af det offentlige system i landet, som ikke giver dem adgang til at arbejde på hospitaler).

  • På hospitalerne i Guatemala er kejsersnits-procenten på henved 40-50% og fødsler
    varetages af fødselslæger. (jf. http://members.aol.com/womanway/guat.html).

Ved at tage til Guatemala, og deltage som observatør i jordemoderklinikken Clinicas Maya, vil jeg få indblik i, hvilken påvirkning både sociale- og raceforskelle har på svangreomsorgen og på kvinders ulige muligheder for at føde. De guatemalanske indianere har oftest ikke råd til at betale for en fødsel i fødeklinikken på hospitaler, hvorfor de kun har mulighed for at få en hjemmefødsel.
Mit personlige motiv for at følge indianerjordemødrene i Clinicas Maya er at få indblik i deres måde at være jordemødre på, set udfra de få materielle ressourcer, som de har til rådighed. Hvad gør man fx som jordemoder, som man ikke har adgang til en CTG, ej heller til ultralydsapparater?
Efter at have gennemgået en snart 1,5 årig praktik på henholdsvis Frederiksberg- og Glostrup Hospital, der begge er yderst moderne hospitaler med hyppig anvendelse af fødselstekologiske hjælpemidler, ser jeg det som en sund, faglig udfordring at skulle overvære teknologi-fri fødsler i Guatemala. Jeg er derfor overbevist om, at studieopholdet i Guatemala kommer til at virke inspirerende på mit fremtidige jordemoderfaglige arbejde på fødegangen ved Glostrup Hospital.

Sponsorater
Hele grundlaget for at jeg (en fattig su-studine) i det hele taget har haft mulighed for at arrangere en studietur til Guatemala er sponsorater og legater. Jeg har modtaget støtte fra og takker følgende: Libero Fonden, Jordemoderforeningen kredsbestyrelsen, Oticon Fonden, Jutta Ottosens Rejsestøtte og Jordemoderskolen.

2 kommentarer:

Unknown sagde ...

Hej söde modige Petrine
Hvor er det et godt og spändende projekt du har begivet dig ud i! Jeg gläder mig meget til at höre mere! På hvilken adresse kan jeg sende dig en mail?
Stort knus fra et vinterkoldt og forkölet Sverige
Christine

Petrine Lynge sagde ...

Hej Chris, send gerne mails paa petrinepigen@hotmail.com. Ha ha, modig, det maa jeg se om jeg kan leve op til, men jeg vil da ranke ryggen lidt efter dine fine ord. KNUS P