Chichicastenango er en lille bjergby, 4 timers rejse fra hvor jeg bor hos jordemoedrene, og vi havde mulighed for at besoege byen i soendags, deres markedsdag. Ahhh, hvor jeg elsker at opleve farverne paa markedet der. Folk kommer fra alle de smaa indianerlandsbyer, ned fra bjergene, for at saelge deres tipicos. Der er et leben uden lige, naar kvinderne forsoeger at saelge netop deres tomater, fremfor naboens. Aarets nyhed var, at der var kommet en bod, der solgte fastnet-telefoni, og den var vist er ret stort hit - selvom de fleste indianere, inden under dragten, gemmer en mobiltelefon. Det er et ret grotesk syn, naar man sidder i bussen, en telefon ringer, og saa stikker indianerkvinden paa saedet overfor en haand ind under sin huipil, bluse, og henter Nokias sidste nye klap-mobil-telefon!
Markeder her i landet er altid en mulighed for at "shoppe" lidt, ogsaa selvom man som jeg rejser for stoette-kroner, der er saa at sige noget for enhvers oekonomi. Jeg fandt et smukt toerklaede, og en haandfuld haandlavede bolde, haeklede til 5 kr. stykket. Jeg er vist blevet lidt imun overfor alle de smukke tekstiler gennem aarene, og er derfor ydmyg i mine koeb her - modsat andre turister her, hvoraf mange gaar lidt AMOK i de farvestraalende, haandlavede tekstiler, som er ganske billige (timerne taget i betragtning).
Vi, min franske veninde og jeg, havde en haard rejse hjem derfra (Chichi plejer at vaere en rimelig tilgaengelig landsby i bjergene), men eftersom der er bus-problemer i hele Guatemala lige nu, viste det sig at vaere svaerere end som saa at komme dertil. Det synes at vaere problemet (iflg. lokal avis, Prensa Libre) at den mexicanske mafia afpresser buschauffoererne, og i sidste uge blev hele 12 chauffoerer skudt i gaderne i Guatemala city, "kun" 1 i Quetzaltenango. Resultat: Busturen tog det dobbelte af tid, og de fordoblede prisen paa rejsen i dagens anledning, samt fyldte saa mange mennesker, dyr og ting ind i en bus, som jeg aldrig i mit liv troede muligt. Jeg, der ellers ikke er soenderligt religioes, maatte bede en boen, mens jeg tilbragte det meste af tiden med lukkede oejne i bare angst... Havde jeg vaeret typen, der tisser i bukserne, saa havde mine medpassagerer vaeret drivvaade! Foerst ned af bjerget fra Chichicastenango, hvor to camionetas koerte om kap. I starten syntes det komisk og meget machista at de to skulle koere om kap, samt typisk for guatemalanske camionetas. Derefter steg en mand paa bussen, som satte sig ved siden af mig og begyndte at slaa korsets tegn for sit bryst, ja, saa gik alvoren i dette vanvittige race op for mig! Resten af turen tilbragte jeg med at klamre mig til saedet foran mig, og tage haetten paa min jakke helt ned over hovedet, saa jeg i det mindste ikke kunne se ned af bjergsiden, og siden aabnede jeg kun oejenene med mellemrum, naar jeg hoerte chauffoerens assistent raabe "dele dele deleeeee!", hvilket oversat til dansk maa betyde saadan cirka "gik den gas, giv den gas, giv den gas!", hvilket han raabte, enten naar vi naermede en camioneta, som han var lige ved at overhale, eller naar en af de andre camionetas var ved at hale ind paa os.
Da assistenten senere kom rundt for at tage imod vores 4 quetzales i betaling, raabte jeg, til ham (for at overdoeve musikken og stoejen fra motoren) at jeg ville betale ham, hvor vi ankom vivos, levende, han aensede det ikke, men tog imod mine penge uden en mine. Racet fortsatte resten af turen, gennem byer med legende boern, og op af bjergsiden igen, og turen som tidligere paa dagen havde taget omkring en time, tog nu en 25 minutter!
Fra min tid her i landet husker jeg, at man ofte laeser om trafikulykker i aviserne, og naar nogen doer er det sjaellendt alene, men snarere i selskab med de andre passagerer i bussen.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar