Quetzantenango - rejse med camioneta

Foto: Xela i skumringen, omkring kl. 6 om aftenen, hvor luften er TYK af os fra al trafikken (biler, pickups primaert, motercykler), som praktisk talt staar stille i gaderne centrum, der slet, slet ikke er konstruerede til den tunge trafik, men snarere til hestevogne. Paa billedet er vulkanerne daekket af skyer.

Saa gir rejsen videre, igaar ankom jeg til Quetzantenango, lokalt Xela, hvor jeg sidst var paa besoeg for 16 aar siden!!! Som det ses af ovenstaaende foto, saa havde jeg lidt problemer med at faa en turistbus (ingen vil hertil, for her er ikke meget at se, for en turist), saa jeg endte, hvilket jeg havde svaerget at jeg ikke ville, i en camioneta, eng. chicken bus (hvilket er meget bogstaveligt!), en rejse paa 6 timer, ikke fordi der er langt, men fordi der er vejarbejde, og al trafikken stoppes paa vejen, af militaermaend med gevaer (jo, jo, der skulle jo noedig vaere en fraek chauffoer, der ikke ville vente!), og derfor var der lang ventetid... Hver gang vi stoppede, kom der en hel parade af saelgere ind i bussen og tilboed deres noedder: ¨manillaaaaaas!¨, coca cola: ¨Coca Colaaaaaa!¨, etc. I Guatemala giver alting en mulighed for en ny forretning -selv vejarbejde!

Da jeg kom frem var den sidste smule energi forsvundet fra min krop, efter at have siddet i la camioneta, som oprindeligt er brugte skolebusser importeret fra USA, beregnet til boern i alderen 4-5 aar, hvilket goer pladsen til benene yderst trang - ja, ikke for de lokale indianere, der hyppigt anvender transportformen, men for en gringa danesa som jeg, der er noed til at sidde paa skraa for at komme vaere mellem saederne... Saederne, vurderer jeg, er beregnet til 2 boern per dobbeltsaede, men i Guatemala kan der snilt sidde tre voksne per saede, saaledes at de to midterste passagerer, der hver sidder med kun en balle paa saedet, holder hinanden i spaend. Princippet for busafgang er, ¨naar bussen er fuld, koerer vi¨. Chauffoeren i bussen kunne baade laese avis, snakke med passagerer og koere bus, alt sammen paa en gang!!!

Koereturen hertil Xela er umaadelig smuk, man passerer dale, smaa vandloeb, og en masse smaa tiendas paa vejen, hvor man kan stoppe og spise frijoles con huevos, Boenner med aeg, Guatemalas nationalspise, tilfoejet tortillas de maiz, smaa majspandebroed - mit mundvand loeber bare ved tanken og duften, men min skroepelige turistmave tillader ikke at jeg spiser paa gaden, desvaerre. Paa vejen passerer man masser af mennesker: Kvinder baerende paa boern (den typiske Guatemala-maade, med barnet paa ryggen i et toerklaede), maend baerende paa stakkevis af meterhoejt braende, kvinder baerende paa vasketoej, fra la pila, stedet hvor man offentligt kan vaske i hver landsby, ja dette er bare lidt af synet der moeder oejet paa rejsen. Landskaberne er ogsaa smukke; smaa dale med fattige huse, hvor der kommer roeg op af skorstenen, og duften af braende, der traenger ind i bussen. Endvidere, en sjov ting, er, at deres underholdning paa landet er at staa ved vejsiden og kigger paa busser, der passerer, det gaelder boern saavel som voksne, saa der er mange nysgerrige blikke, der moeder en, naar man rejser i bus her. Maaske denne form for underholdning, fordi mange landsbyer og familier endnu ikke har faaet elektricitet, og derfor heller ikke har tv. - De lokale i Guatemala siger i spoeg, at ¨naar der kommer elektricitet og tv i landsbyerne, saa behoever man ikke laengere undervise de indianske kvinder i beskyttelse - saa falder foedselstallet automatisk¨.

De mennesker, indianerne, som man ser paa rejse i bjergene rundt om Xela har ofte lilla-farvede kinder, af frosten om natten - her er jo ikke raad til andet end tynde taepper, naar man har over 10 boern, hvilket er meget normalt iblandt familierne i bjergene. Maendene her er lave og tynde af bygning, formet af det haarde arbejde med jorden, kvinderne smaa og runde af alle deres graviditeter. Baade boern og voksne iblandt indianerne paa landet baerer praeg af at livet er haardt. De fleste klarer sig ved at passe jorden, tage paa marked og saelge deres varer (tomater, aubergine, agurker, kaal, etc.), samt ved at sy-strikke og saelge deres varer, enten selv, eller gennem cooperativet i landsbyen.

Selve Xela er forandret meget, mest bemaerkelsesvaerdigt er, at der er kommet en McDonalds i el parque, parken (Jeg behoever vist ikke sige, at der ikke var noget lignende, for 16 aar siden!). Her er stadig faa turister, hvilket er rart efter Antigua, som er hyppigt besoegt af turister. Folk i Xela er rigere end andre steder i Guatemala, da Xela er en gammel handelsby, og det ses ved at indianerkvinderne er smukke og stolte, gaar fint klaedt i tipicos (huipil con falda), folkedragt, hvis udseende afhaenger af regionen, og er foerst og fremmest rene. Det ses ogsaa ved, at de faar lavet deres taender, hvorfor de generte smil, der moeder oejet er taet guldbelagte. Det forekommer mig, at guldfortaender er det store hit her og maaske signalerer velstand - og ja, det kan jeg ikke rigtig hamle op med, med mine to fattigt udseende keramik-kroner som fortaender!

Siden sidst jeg var i Xela er her ogsaa kommet noget andet til, nemlig hele tre malls, hvilket er meget populaert og de lokale er vildt stolte af det. Den amerikanske livsstil naermer sig, lidt efter lidt...

Xela ligger i en dal, omgivet af bjerge og vulkaner, her er varmt om dagen, optil 30 grader og om natten er her koldt - og svaert at holde varmen med de tynde taepper i sengen - i nat var jeg meget, meget glad for, at jeg allerede saa tidligt paa rejsen havde koebt de tre uld-ponchoer, som min mor havde bestilt!